søndag den 30. oktober 2011

Ny opdatering :)

Hey Guys :) - Igen :)

Så har jeg sq fået min nye blog op at kører, dog mangler jeg jer stadig! :)
Vil lige informere jer om at dette nok bliver sidste indlæg på denne blog, så jeg håber virkelig i vil støtte op omkring den nye blog ! :)

Link til den nye blog: http://kasasfuckeduplife.blogspot.com/ :)

Husk at i er gode mennesker ! :)

Tænk lige over det spørgsmål jeg stillede i det sidste indlæg ;)

Take care <3

lørdag den 29. oktober 2011

Opdateringer

Hey guys ! :)

Jeg er virkelig gået i stå med at skrive fanfic's, som i nok har fundet ud af... Men jeg skriver stadig lidt engang i mellem, og vil gerne blive ved med at skrive, så jeg slår mine blogs sammen :) jeg har både en privat blog og en til nogle andre fanfic's jeg har skrevet, så det hele bliver slået sammen nu! Det tror jeg i hvertfald... Ellers så bliver min blandet blog opdateret oftere end min private blog, der vil komme lidt fanfic's engang i mellem :) Link vil komme når jeg får den oprettet :)

Jeg håber jo selvfølgelig at i vil følge min nye blog når den kommer ! :)

Love you guys !

Så vil jeg lige hører om I ville følge en facebook side omkring mig, hvis den blev oprettet?:) Let me know !

Pas på jer selv derude !

torsdag den 25. august 2011

Deas FanFic - Kapitel 10

Alle de mennesker som jeg passerede gloede på mig, eller rettere på mine blå og gule mærker. Jeg kunne høre nogen hviske noget med om jeg havde en voldelig kæreste eller noget i den stil. Andre hviskede noget om jeg ikke var hende pigen fra avisen. Det endte med at jeg småløb gennem gaderne, så jeg ikke kunne nå at høre hvad folk snakkede om.
Jeg stoppede først da der var en som tog fat i min arm, og holdte mig tilbage. Da jeg vendte mig om for at se hvem det var, så jeg at det var en af disse popsmarte journalister, med det nyeste kamera om halsen, og i mode tøj, hun havde allerede blokken fremme. Jeg spærrede øjnene op, og prøvede at komme fri fra hendes greb, men hun havde flere kræfter end jeg troede og lod mig ikke komme fri. ”Du er hende pigen fra koncerten er du ikke? Hvad er dit navn, din profession, hvorfor kan du lide Tokio Hotel, Er du en stor fan? Hvor gammel er du? Hvad skete der siden du blev trampet ned?...” og sådan blev hun ved indtil jeg blev helt svimmel, jeg begyndte at vakle lidt. Hvorpå hun tilsyneladende blev helt bekymret og bad mig sætte mig ned, og yderligere spurgte om jeg havde et dårligt helbred.
Jeg vidste dårligt nok hvad jeg skulle gøre, normalt havde jeg styr på den slags, men nu var jeg bare forvirret, og kunne ikke klare det overhovedet. Jeg sad bare og stirrede på hende, med afsky i blikket, hvilket hun åbenbart ikke opdagede. Hun stillede bare spørgsmål i en uendelig strøm, indtil jeg afbrød hende. ”Vil du være så venlig og skride?” hvorefter jeg rejste mig og gik, hun stirrede bare målløst efter mig. Jeg gik med mine lange elegante skridt som lyste af selvtillid, som jeg ellers kun brugte når jeg gik på catwalken. Da jeg kom tilbage til huset, var de andre også hjemme, og denne Gordon var der også. I stedet for at hilse med et håndtryk fik jeg et kæmpe kram af ham, som jeg var det barn han ikke havde i lang tid. Måffe og jeg havde fået tildelt husets gæsteværelse, som var lige så stort som stuen i vores lejlighed derhjemme. Gordon og drengene bar vores ting op på værelset. Måffe pakkede ud med det samme, mens jeg bare lod det stå. Jeg tror Måffe godt kunne lide tanken om at bo sammen med Bill og Tom, så hun tænkte ikke så meget over at vi snart skulle af sted igen.

Da vi skiltes, gik hun med lange skridt og ret ryg, den selv samme positur som man ser hos modeller der går på catwalken. Hun var tydeligvis rørt over det der var sket med hende, og mente at Tokio Hotel fans er nogle af de mest voldelige fans i verden. Hun selv sad og var fuld af tåre bare hun tænkte på det grufulde minde…

”Hvad er det her for noget lort?!?” jeg stod med dagens avis i hånden, og stirrede på et billede af mig selv der gik væk fra kameraet, høj og rank som jeg var, i det gamle tøj jeg havde lånt af Simone. Måffe ræv avisen ud af hånden på mig, og begyndte selv at læse, med Bill og Tom kiggede over hendes skuldre for at læse med. Mens jeg havde travlt med at kritisere tyske journalister og aviser. Jeg blev dog afbrudt af Tom, Bill og Måffe, der lavede en beundrende lyd, hvilket fik den hysteriske mig til at give dem min opmærksomhed. ”Hvad?!” min stemme kom til at lyde mere vred og irriteret end det var meningen, men det lagde de vist ikke mærke til. ”De har fundet ud af hvem du er, dit navn er nævnt her…” det var Bill ”..har du for resten noget imod at jeg tager det her billede?” han pegede ned i avisen på det store billede af mig der gik væk fra journalisten. Jeg nåede knap nok at trække på skuldrene før Tom kom ind i samtalen. ”Hvad? Jeg havde tænkt mig at tage det billede! Det passer perfekt ind på min væg, plus der er noget pænt over det..” han lød helt forarget, og brødrene begyndte straks at diskutere over hvem der skulle have det, og fortjente det mest. Jeg kunne ikke lade være med at begynde at grine af deres latterlige diskussion, og det endte med at Simone havde klippet billedet midt over så de kunne få hver deres halvdel. Deres skuffede ansigter da de så hver deres halvdel var uvurderlige. Jeg glemte alt om artiklen og flækkede af grin, hvorpå de så fornærmet på mig, og begyndte at brokke sig til deres mor.

fredag den 5. august 2011

Deas FanFic - Kapitel 9.

Så snart jeg var kommet ind på værelset begyndte jeg at lede efter mig tøj, men forgæves, hvor kunne det være forsvundet hen? Jeg stod et kort øjeblik og trampede rastløst i gulvet med min ene fod, indtil jeg fik øje på et skab det stod i rummet, jeg gik uden at tænke over det over til det, åbnede det. Skabet var fyldt med tøj til randen, der var alt muligt tøj, og det så ret gammel ud. Det meste af det var gammelt børnetøj fra 90’erne, jeg kunne regne ud det måtte være Bill og Toms tøj fra de var mindre. Jeg rodede det lidt igennem og fandt et par gamle shorts, som jeg godt kunne passe, dem smed jeg over på sengen, jeg fandt også en lang ærmet bluse med et dødningehoved motiv, som jeg også smed over på sengen. Jeg rodede lidt mere rundt i skabet men fandt ikke andet udover et par gamle slidte benvarmere jeg også smed på sengen, hvorefter jeg lukkede skabet og gik over til sengen for at kigge på de ting jeg havde fundet, og tog dem på. Derefter gik jeg nedenunder igen, selv om jeg helst ikke ville. Da jeg stod i køkkenet igen var der tomt udover Simone der sad og læste en artikel om Tokio Hotels koncert aftenen før, i en tysk avis. Hun så op, da hun hørte mig komme, først smilede hun normalt til mig, men begyndte at grine moderligt da hun så hvad jeg havde på. ”Jeg har ikke set det tøj i årevis..” hun rejste og gik hen for at omfavne mig. Jeg kunne mærke varmen fra hendes krop strømme mod mig, og kunne ikke lade være med at smile. ”Jeg håber at det er okay at jeg låner det?” spurgte jeg forsigtigt da hun slap mig igen. Simone nikkede smilende, men kom vidst i tanke om noget og greb ud efter en mobiltelefon der lå på køkkenbordet, hvorefter hun tastede et nummer ind. Hun smilede stadig til mig imens hun snakkede på utrolig hurtigt tysk med personen i telefonen, for hurtigt til at jeg kunne følge med. Jeg bed mig i læben, jeg skammede mig stadig lidt over det jeg havde gjort før da vi spiste morgenmad. Simone lagde mobiltelefonen tilbage på bordet, hun var åbenbart færdig med at snakke. Hun vendte sig mod mig, der stod med et spørgende ansigtsudtryk. Hendes smil blev bare større, jeg følte mig lidt skræmt af hendes store smil. ”Jeg lovede drengene og Måffe at ringe når du kom ned igen, de er taget med Gordon tilbage til jeres hotel for at hente jeres ting.” Simone lød munter, og smilede stadig, jeg blev virkelig skræmt af at hun hele tiden smilede, og behandlede mig som hendes egen datter. Jeg satte mig ned på en af stolene, og kiggede på en af aviserne der havde afløst morgenmadens plads på spisebordet. Det gik lidt tid før det gik op for mig at alle aviserne havde en artikel om ’Tokio Hotel’s mest maste koncert’ jeg rynkede brynene, og slog op på en af artiklerne, og læste noget om at der var en fan som var faldet og blevet nedtrampet af øvrige fans ved indgangen. Først så jeg forfærdet på artiklen og brokkede mig højlydt om at man burde lægge mere mærke til sine omgivelser, og ikke bare gå og træde på andre mennesker, indtil det gik op for mig, at det var mig der var den nedtrampede fan. Da det var gået op for mig, blev jeg omgående stille, og skubbede avisen lidt væk fra mig. ”Hvordan fandt de ud af det?” jeg var målløs, godt nok var jeg vandt til at være med i medierne, en gang imellem, men ikke med sådan noget. Mit navn var i det mindste ikke med, men der var et billede af mig, hvor jeg lå krøbet sammen på gulvet, helt forslået, det var lige før drengene fandt mig.
Simone trak på skuldrene. ”Der kommer nok snart journalister efter dig, for at spørge om alle mulige ting, derfor flytter du og Måffe herover imens I er i Tyskland.” nu smilede hun igen, blev hun aldrig træt af at smile? Jeg samlede hænderne som en kineser og bøjede mig mens jeg sagde tak. Hun klukkede lidt af mig, og mente det var det mindste de kunne gøre, hvilket fik mig til at rødme utrolig meget. ”Jeg går en tur…” jeg skyndte mig ud i entreen og fik sko på, hvorefter jeg smuttede ud af døren før jeg nåede at høre hvad Simone råbte efter mig. Jeg går en tur, den sætning havde reddet mig mange gange, men denne gang var det måske det modsatte.

torsdag den 9. juni 2011

Deas FanFic - Kapitel 8

Da jeg vågnede havde jeg ondt over det hele, og opdagede at jeg lå i en dobbelt seng, i et stort rum, med hvide vægge, og der var et stort vindue. Lidt efter lagde jeg mærke til at jeg kun havde mit undertøj og en kæmpe T-shirt på. Jeg satte prøvende den ene fod mod gulvet, og trak den omgående til mig igen. Gulvet var jo koldt! Jeg satte den ned på gulvet igen, og denne gang også min anden fod, denne gang var det ikke så koldt. Jeg rejste mig forsigtigt, og gik hen til vinduet og kiggede ud af det. Huset lå i et villa kvarter, og jeg var på 2. sal. Jeg stod lidt og kiggede da jeg hørte skridt udenfor rummet, og så døren blev åbnet. ”Hun er vågen!” jeg vendte mig, og så Simone stå i døråbningen, og kigge ud af værelset, hvorefter hun vendte sig mod mig. ”Der er morgenmad, og wow hvor har dine ben fået sig en omgang..” jeg fulgte hendes blik på mine ben og så at de var gule og blå. Det var næsten værre end mit ansigt. Jeg hørte flere skridt, og ind kom Bill, Tom og Måffe. Måffe så chokeret på mine ben, Bill stod fastfrosset, og var blevet helt rød i kinderne, det samme var Tom, bare ikke lige så rød, og heller ikke så fastfrosset. ”Øhm.. undskyld.” Bills stemme lød lidt flov, og han skyndte sig ud af rummet igen. Jeg kiggede ned af mig selv. ”Er der noget galt?” Tom fnisede af min bemærkning, og rystede på hovedet hvorefter han fulgte efter sin bror med samme flove udtryk. Jeg trak på skuldrene og gik hen til Simone og Måffe. ”Der var morgenmad?” jeg var sulten og jeg kunne godt mærke det, Simone smilede og nikkede.
Jeg fulgte efter Simone og Måffe nedenunder, og ind i et kæmpe køkken, hvor de fire drenge sad og spiste. Bill og Tom sad og diskuterede lavmælt, jeg lagde knapt nok mærke til det. Georg trak en stol frem til mig, jeg smilede som tak og satte mig. Det var det største morgenbord jeg nogensinde har set (bortset fra de gange jeg var med mine forældre til Panters, som er et motorcykel træf i Sønderjylland), der var alt hvad mit hjerte begærede, og jeg begyndte straks at læsse min tallerken, indtil jeg kom i tanke om hvad min manager havde sagt, jeg sukkede, og lod værre med at tage mere. ”Du sov godt nok fast i går, drømte du noget godt?” det var Gustav der spurgte og det var møntet på mig. Det var der jeg kom i tanke om at jeg ikke selv var gået op i sengen. Jeg nikkede hurtigt og så på dem alle sammen. ”Hvordan kom jeg i seng i går?” min stemme var undrende, de pegede på Tom. ”øøh?” jeg forstod dem ikke rigtig. ”Det var Tom der bar dig..” det var Georg, han sad og var i gang med at gøre kål på nogle pandekager. Jeg kunne mærke jeg rødmede, det var anden gang de havde båret mig. ”Undskyld, det var anden gang, jeg er ked af at jeg er sådan til besvær...” jeg så ned på min tallerken. ”Slet ikke, du vejer jo ingenting, desuden kunne vi jo ikke bare have efterladt dig i bilen vel?” Tom smilede, og jeg kunne mærke jeg rødmede endnu mere. Det var der jeg lagde mærke til at Bill sad og pillede ved noget på sin tallerken, imens han sad og kiggede på den, som om der var noget interessant, og jeg lagde mærke til at han stadig var rød i hovedet. Jeg kiggede på Simone. ”Hvad er der i vejen med Bill?” jeg lød som en lille pige der ikke vidste at hendes hund var død, Simone smilede. ”Han er bare flov over at du kun har den T-shirt på, og at han ikke kunne bære dig..” jeg så tilbage på Bill og lagde hovedet på skrå, for at kunne se ham i øjnene(han sad ved siden af mig). ”Bare rolig, jeg er faktisk ret tung, men det er en hemmelighed” jeg blinkede muntert til ham, og satte mig op igen. Jeg kiggede ned på min tallerken og opdagede at jeg stadig manglede en pandekage, jeg rullede den sammen efter jeg havde puttet syltetøj på, og begyndte at spise. Da jeg var ved midten opdagede jeg at hvis jeg ikke passede på, ville alt syltetøjet dryppe ned på mig fra den anden ende. For sent, der lå allerede tre store røde pletter på T-shirten. Jeg skyndte mig at blive færdig, og prøvede at tørre det ved med et stykke køkkenrulle med forgæves. ”Øhm... hvis T-shirt er det her?” min stemme var lille, jeg ville ikke være til mere besvær. ”Min..” Bill så for første gang op, han var stadig lidt rød på kinderne men ikke så meget som før. ”Tak fordi jeg måtte låne den... men undskyld fordi jeg har spildt syltetøj på den..” nu så jeg flov ud, han smilede og begyndte at grine. Nu blev jeg forvirret, hvorfor grinede han? ”Den kan vaskes.. bare rolig..” han smilede, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Men hvis det var hans T-shirt, hvem havde så givet mig den på? Jeg rødmede igen igen, og denne gang mere end før. ”Hvis det er din, hvem afklædte mig så, og gav mig den på?” jeg så rødmende på dem, og Måffe smilede, og klappede mig beroligende på skulderen. ”Bare rolig det gjorde jeg..” jeg kunne mærke lettelse skylle ind over mig, det ville have været pinligt hvis nogle af de andre havde gjort det. Også selv om det havde været Simone.
Jeg følte mig lidt tom indeni imens jeg sad der, og så hvordan de andre spiste. Tom og Bill spiste ikke så meget, men alligevel mere end mig. Jeg så længselsfuldt efter deres mad, og endte med at sukke dybt, og synke ned på mig stol. Georg så underligt på mig. ”Hvorfor spiser du ikke mere? Du ser ud til at længes efter maden?” han rakte mig tallerkenen med boller, men jeg rystede på hovedet med et trist smil som nej tak. Det var Måffe der svarede for mig. ”Hendes manager har sagt hun skal tabe sig, og i hvert fald ikke tage på...” Måffes stemme lød anklagende, hun mente at jeg skulle få mig en ny manager, og vi havde diskuteret det mange gange. Alle drengene så måbende på mig, og Simone så på mig med et bekymret blik. ”Men du er jo allerede så tynd...” det var Bill, og det lød som om der var noget misundelse i hans stemme. Jeg rejste mig med det samme, og trak T-shirten lige op over mine ribben. ”Kalder du det tynd? Jeg har fået en delle her!” jeg pegede på min mave, og de andre spærrede øjnene op, og Gustav fnisede lidt. ”Du har jo ingenting! Du er jo ligesom de der anoreksi modeller!” han så alvorligt på mig, og jeg så lige så alvorligt tilbage. Slap T-shirten og drejede om på hælen og gik tilbage til værelset jeg var vågnet op i.
Måffe sukkede, og smilede svagt til Gustav. ”Hun er faktisk en af de omtalte anoreksi modeller... og medierne slår ofte ned på hende fordi hun er for tynd...” hun sukkede svagt, og Gustav så lamslået på hende. ”Det... det vidste jeg ikke...” hans øjne var store, og man kunne se hvordan han fortrød hvad han havde sagt, Tom lagde en hånd på hans skulder. ”Det var der ingen af os der vidste.” han klappede Gustav et par gange på skulderen og rejste sig. ”Tak for et vidunderligt måltid mor” han tog sin tallerken og satte den i opvaskeren.

onsdag den 8. juni 2011

Deas FanFic - Kapitel 7

Mens jeg sad der med armene om mine knæ, og med ansigtet begravet i dem. Mærkede jeg pludselig en varm beroligende hånd på min skulder. Jeg fik en kuldegysning, jeg havde jo ikke min jakke på, og det eneste jeg havde indenunder var en grå tanktop. Jeg kiggede ikke op, jeg ville ikke vise nogen mit grædende hærgede ansigt. ”Er du okay?” en bekendt stemme, den talte tysk til mig. Jeg genkendte den som Bills. ”Lad mig være...” jeg sagde det på gebrokkent tysk, og min stemme lød trist. ”Aaarj! Jeg kan jo ikke bare efterlade dig her! Du vil aldrig kunne finde tilbage til os andre igen!” han lød trist, og lidt anklagende. Jeg løftede mit hoved og kiggede på ham, der hang stadig en tåre på min hage. ”Jeg er ligeglad om jeg så dør herinde! Pointen er at jeg ikke burde være her! At jeg skulle sidde og tænke over nye designs, være sammen med Natasja, og arbejde! Jeg har intet at gør her!” jeg råbte ham direkte op i ansigtet, rejste mig, og gik. Denne gang hørte jeg at han løb efter mig. Jeg drejede rundt, og kiggede ophidset på ham. ”Lad mig være! Sig til Måffe at jeg tager hjem i aften, og hun ikke behøver at tænke på billetten!” derefter vendte jeg mig igen og gik. Jeg nåede lige at se Bills ansigtsudtryk, han så såret ud.
Jeg havde fundet udgangen, og var begyndt at gå mod togstationen. Efter at havde gået i en halvtime, kun iført en tanktop, et par slidte jeans, og nogle all stars, nåede jeg togstationen. Jeg skulle til at købe mig en billet da det gik op for mig, at min jakke og pung lå inde i backstage lokalet sammen med Måffe, Simone og drengene. Situationen blev ikke bedre af at folk kiggede mærkeligt på mig, fordi mit ansigt var forslået.
”Er det den her du mangler?” nogen holdte min pung lige for næsen af mig. En der talte tysk. Jeg vendte mig om, og så Tom, iført en hættetrøje, så man ikke kunne genkende ham så let. ”Ja, må jeg få den?” jeg rakte ud efter den, men Tom, gjorde bare så jeg ikke kunne nå den. Tom smilede. ”Du skal få din pung hvis du forklarer hvad du tuder sådan for.” tonen i hans stemme var forretningsagtig, og jeg sukkede dybt og gav op. Tom smilede endnu mere, og lagde armen om mine skuldre. ”Kom vi går hen og sætter os på den her bænk og så forklarer du det hele...” han førte os hen til en bænk, og skubbede mig ned på den hvorefter han selv satte sig. Jeg sukkede, skulle jeg virkelig fortælle ham at jeg hadede at græde foran andre? Og da jeg opdagede at Bill ikke var Natasja, blev jeg så knust af savn? Jeg besluttede emneskift var det bedste. ”Hvad skete der ude på toilettet?” Tom havde opfattet at jeg prøvede at snakke udenom, jeg kunne se det på han ansigtstræk da jeg spurgte. ”Jeg tror det var et blackout, jeg hørte pludselig et bump, og spurgte hvad der var galt, men du svarede ikke, så jeg fik Georg til at sparke døren ind, og så lå du bevidstløs på gulvet...” Tom trak på skuldrene. ”Bill gik helt i panik, ret underholdende faktisk, nå men så skulle han til at give dig mund til mund, efter han havde ringet efter en ambulance, men så vågnede du, og begyndte at sige et eller andet på dansk, og lige pludselig græd du, og løb din vej.” Han holdte en kunstner pause. ”Bill fulgte efter dig, og så ved jeg ikke hvad der skete, og så kom han tilbage og sagde at han havde fundet dig, men at du var løbet videre.” han sukkede, jeg kunne faktisk ikke lade være med at smile. ”Så nu er det din tur til at svare, hvorfor løb du?” jeg bilder mig ind at Tom faktisk så lidt bekymret på mig. Jeg sukkede opgivende. ”Jeg troede Bill var en død veninde som hed Natasja, da jeg så han ikke var Natasja, fik jeg et chok, og blev utrolig ked af det, men også vred. Når jeg er ked af det vil jeg ikke have at nogen ser mig græde, og jeg vil egentlig bare være alene, og føle mig glemt...” jeg så ned på mine fødder, og kiggede så på Tom, og fik et chok. Han sad og sov! Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at grine, og han vågnede, da han så mit grin smilede han. Han lagde min pung i min hånd, og jeg åbnede den og tog et billede frem, og lagde det i hans hånd. Tom så spørgende på mig. ”Det er Natasja, er hun ikke smuk?” jeg smilede trist, og rørte blidt billedet i hans hånd. Den smilende pige på billedet som lignede Bill, med de livlige brune øjne. Tom nikkede svagt. ”Bill ville være bedre til det her!” så smilede han, og lagde forsigtigt billedet tilbage i min pung, så det ikke blev krøllet. Han rejste sig, og rakte en hjælpende hånd ned mod mig, jeg tog imod den, og blev trukket op fra bænken.
Før jeg vidste af det, sad jeg i en minibus og halvsov, sammen med Måffe, Tokio Hotel drengene, og deres mor. Jeg sad mellem Bill og Tom, og var sunket godt ned i sædet, de havde lagt deres jakker over mig, og snakkede lavt for ikke at forstyrre mig. De troede jeg sov, men jeg kunne stadig høre dem snakke lavt om lidt af hvert. Til sidst faldt jeg dog i søvn.
Minibussen stoppede, og der var et par arme der løftede mig op. Bar mig ind i et hus, og lagde mig ned på noget blødt.

onsdag den 1. juni 2011

Deas FanFic - Kapitel 6

Lidt efter kom kvinden ind igen, efter hende kom Måffe, jeg sprang op selv om det gjorde ondt i mine ribben, og løb over og gav hende et kæmpe kram. ”Dea, hvor har du været?” hun talte dansk så de andre ikke kunne forstå det. Så holdte hun mig ud fra sig, og kiggede på den hærgede mig. Jeg smilede skævt som svar, men knækkede så sammen lidt efter. Bill, Tom, Georg, Gustav og kvinden løb hen til mig, og fik mig over i sofaen igen. Jeg smilede undskyldende til dem, og rødmede let. Måffe gik over og satte sig ved siden af mig i sofaen. ”Hvad er der sket?” Måffes stemme lød bekymret, og jeg kiggede ned i gulvet, jeg havde stadig Isabellas nøgle i hånden. ”Senere, få nu spurgt dem om det du gerne ville, nu har du muligheden..” jeg smilede til hende, vi talte dansk sammen, og de andre sad bare og kiggede på os. Måffe nikkede, og begyndte at spørge. Jeg sad bare og betragtede hende, hun så virkelig ud til at hygge sig. Jeg blev helt varm indeni af at se hende sådan, jeg kiggede over på kvinden. ”Vil du være venlig og vise mig vejen til toilettet?” min stemme var lav, jeg ville ikke forstyrre Måffe, kvinden nikkede og rejste sig. Hun rakte en hånd ud, for at støtte mig, og jeg tog imod den. Da vi stod foran toilettet gik det op for mig at jeg ikke vidste hvad hun hed. ”Undskyld, men jeg ved stadig ikke hvad du hedder..?” jeg smilede undskyldende til hende. ”Åh undskyld, det tænkte jeg slet ikke over! Mit navn er Simone, jeg er Bill og Toms mor.” hun smilede venligt, jeg nikkede som tak, og gik ud på toilettet. Da jeg stod foran spejlet der hang over vasken, fik jeg et chok. Mit ansigt var helt beskidt, min underlæbe var hævet voldsomt i den ene side, og der var et sår. Jeg havde fået et blåt øje, og min ene kind var også underlig stor, mens der var en skramme på den anden. Jeg åbnede for vandhanen, og vaskede mit ansigt med koldt vand. Det gjorde godt nok ondt når jeg kom til at røre de steder hvor mit ansigt var hævet, men jeg var ligeglad. Det vigtigste var at jeg fik det værste skidt, og den udtværede make-up væk. Efter jeg havde fået det værste væk, og jeg så nogenlunde ud igen, stod jeg og kiggede på mit spejlbillede, mit ansigt så helt grotesk ud. På samme tid var jeg fascineret og frastødt. Jeg stod der længe og kiggede på mig selv i spejlet, indtil jeg hørte nogen banke på døren. ”Er du faldet i kummen, eller hvad?” stemmen talte tysk, og jeg var i tvivl om hvem det var, men jeg var sikker på at det ikke var Simone. ”Nej, jeg er bare betaget af mit vidunderlig smukke ansigt!” min stemme var fuld af sarkasme, jeg kunne høre flere grine, jeg rakte bare tunge af døren, og studerede videre på mit ansigt.

Sort, og mere sorthed, det blev bare ved. Jeg kunne høre nogen kalde på mig langt væk, jeg ville sige til dem at de skulle lade mig blive i dette mørke fuldt af sorthed, men kunne ikke få en lyd ud af mine læber. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og så lige ind i et par brune øjne. ”Nat?... Natasja!” jeg blinkede en enkelt gang, og så ind i de brune øjne, jeg mente tilhørte Natasja. Jeg sprang op, og gav Natasja et kæmpe kram, troede jeg, jeg lagde slet ikke mærke til at hun havde en stor sort løvemanke, var højere og havde noget tøj på, hun aldrig ville gå med. ”Natasja, jeg har sådan savnet dig! Er du klar over hvilket mareridt jeg har haft?” jeg plaprede bare løs om turen til Hamburg, og mente at det bare var en ond drøm, og tænkte slet ikke over at det ikke var Natasja jeg snakkede til, og som jeg bare stod og krammede. Det var først da jeg hørte nogen fnise jeg kom lidt mere til mig selv. ”Dea? Hvad snakker du om? Og hvem er Natasja?” det var en der talte tysk, lige ved mit øre! Jeg slap forfærdet personen, og så det var Bill fra Tokio Hotel. Det gik endelig op for mig at det ikke var en ondt drøm, jeg rødmede kraftigt, og så det var Bill jeg havde krammet. Jeg dækkede mit ansigt med hænderne, og drejede rundt. Dette måtte bare være et mareridt!
Måffe stod og tog sig sammen for ikke at grine, og det samme gjorde de andre, undtagen Bill, og før jeg vidste af det, stod jeg og stortudede.
Jeg reagerede uden at tænke, jeg kunne ikke mærke hvordan min krop gjorde ondt, jeg løb væk fra de andre, ud af rummet, og ud på den store gang, med alle de andre gange. Jeg løb, væk fra de andre så de ikke kunne se mit svage jeg. Så de ikke kunne se hvordan mit grædende ansigt var. Jeg løb indtil jeg var langt nok væk, og fandt mig et hjørne afskåret fra alt andet. Jeg satte mig med ryggen op af væggen, med knæene trukket ind til mig, og lagde mit hoved mod dem.
Jeg havde haft for travlt med at løbe, og græde på samme tid, at jeg ikke havde hørt at der var nogen som var løbet efter mig.

fredag den 20. maj 2011

Deas FanFic - Kapitel 5

”Undskyld, jeg skal nok forsvinde nu..” jeg sagde det på dansk, jeg prøvede at komme op og stå, men mine ben tillod det ikke, og jeg mærkede pludselig en hånd på min skulder holde mig nede så let som ingenting. Jeg blinkede igen, og hørte 'løverne' tale til hinanden på tysk. Jeg prøvede at fokusere lidt bedre, og opdagede at de brune øjne tilhørte forsangeren fra Tokio Hotel. Han havde sjovt nok en løvemanke, jeg kiggede rundt på de to andre. Jeg genkendte dem som trommeslageren og bassisten. Det gik op for mig at guitaristen ikke var der. Jeg trak vejret dybt, og ville forsøge mig på tysk denne gang, men forsangeren med løvemanken kom først. ”Hvad er der sket med dig?” denne gang prøvede han på engelsk. ”Jeg blev væk fra min veninde og trådt ned” jeg sagde det på tysk, det var godt nok dårligt, grammatikken var ikke korrekt og min stemme skælvede. Han nikkede forstående, og rejste sig. ”Hvad hedder du?” denne gang talte han tysk igen. ”Mit navn er Dea og jeg er dansker, hvem er I?” jeg svarede igen på tysk, de præsenterede sig hver især, og jeg kunne se på deres ansigter, at de undrede sig over, at jeg ikke vidste hvem de var. Jeg nikkede, og prøvede på at rejse mig op, denne gang fik jeg lov til det, men knækkede sammen da jeg var halvvejs oppe og stå. Mine ribben gjorde ondt, og gjorde jeg ikke kunne stå op. Forsangeren Bill sagde noget til de andre, jeg hørte ikke hvad det var, for pludselig blev alt sort.
Da jeg vågnede lå jeg på en sofa, og viste først ikke hvor jeg var. Jeg opdagede hurtigt at jeg lå på en sofa, da jeg prøvede at sætte mig op, var der en hånd som skubbede mig ned på sofaen igen. ”Dea du burde ikke gå rundt med tre bøjede ribben, hjernerystelse og en forstuvet ankel..” stemmen var en blid, det var tydeligt at den tilhørte en kvinde. Jeg sukkede dybt, jeg skulle have fat i min jakke, så jeg kunne forklare at jeg ikke havde sneget mig ind. ”Min jakke?.” jeg sagde det på tysk, eftersom kvinden havde snakket tysk til mig, så det var tydeligt at jeg ikke var hjemme endnu. Jeg kunne høre kvinden rejse sig, jeg ved ikke rigtig hvor hun gik hen, eftersom jeg kun kunne se en anden sofa og et sofabord, fra min plads på sofaen. Lidt efter kom kvinden tilbage med min jakke, jeg fik endda et glimt af hende, hun havde lyst hår, og nogle af hendes ansigt træk var de samme som Bills. ”Er der noget specielt du vil have i din jakke Dea?” hendes stemme var stadig blid, nærmest moderlig, ja det var hvad den var. Moderlig. ”Min pung.” min stemme var lidt hæs, men jeg tænkte mere klart nu, og kunne bedre svare på tysk, og bedre forstå hende. ”Din pung ligger her” hun tog den fra sofabordet ”vi skulle jo bruge noget ID og den slags for at finde ud af hvem du er.” hun gav mig min pung, jeg tog imod den. Nu behøvede jeg jo slet ikke at forklare noget, eller jo, det blev jeg nok nød til, men det ville ikke blive så svært. Jeg lå lidt og pillede ved min pung. ”Må jeg ikke godt sidde op? Please!” jeg så bedende på kvinden, jeg kunne ikke holde ud at ligge mere ned, jeg havde brug for at se mine omgivelser. ”Nu lyder du ligesom Bill eller Tom” hun smilede, og hjalp mig med at komme op og sidde. ”Bill og Tom?” jeg så spørgende på hende, men lige da hun skulle til at svare blev døren åbnet, og to drenge kom farende ind og råbte i munden på hinanden, jeg genkendte den ene som Bill, og den anden som guitaristen, hans ansigtstræk var meget lig Bills og kvindens, han måtte være Tom. De stoppede straks med at tale i munden på hinanden da de så jeg var vågen, Bill havde sin arm udstrakt og holdte noget i hånden.
Jeg genkendte genstanden som min nøgle, Isabellas nøgle, jeg for op og snappede den ud af hånden på Bill, det gjorde ondt, og jeg blev nød til at sætte mig på sofaen igen. Jeg knugede nøglen i min hånd, mens jeg holdte mig om mine ribben med den anden. Jeg stirrede ned i jorden, for jeg ville ikke møde deres blikke. ”Den nøgle må være meget betydningsfuld for hende, da vi fandt hende havde hun den i hånden.” Bill lød lettere forlegen, og skævede til mig. Tom stod bare og så fraværende ud. Jeg løftede mit hoved og kiggede på dem, jeg vidste ikke hvem kvinden var, jeg havde en anelse om hvem drengen med dreadlocks’ene var, men ellers var jeg totalt fortabt. Nu kom der endnu en person ind af døren, han havde skulderlangt glattet kastanjefarvet hår, jeg genkendte ham som bassisten, Georg var det vidst han havde sagt han hed. Han nikkede til mig som hilsen, og jeg nikkede igen. ”Hvad gør vi ang. de to fans som vi skal møde om 5 minutter?” Georgs så på Bill og Tom, som stod lidt og tænkte. Kvinden så på mig, og havde åbenbart lagt mærke til mit forvirrede ansigts udtryk. ”Der er to fans som har vundet i en konkurrence, hvor man kunne komme ind og tale med drengene, men den ene er vidst forsvundet.” kvinden så bekymret ud, garanteret på drengenes vegne, jeg smilede lidt, åbnede min pung og tog det kort som viste at jeg kunne møde Tokio Hotel. Kvinden smilede. ”Sikke et held, så kan vi jo lige så godt gøre det herinde, jeg går ud og henter den anden pige.” Kvinden gik ud af døren, og ind kom trommeslageren Gustav. Nu var de der alle sammen, og de kiggede alle sammen på mig. Tom smed sig i sofaen overfor mig, hvorefter han satte sig til at stirre, de andre fulgte hans eksempel. ”Arg! Lad vær med at stirre!” jeg skjulte mit ansigt bag mine hænder. Tom grinte af mit udbrud, og Bill fnisede, det irriterede mig. Jeg rakte tunge som et lille barn, og så så mut ud, lidt efter gik det op for mig hvorfor de reagerede som de gjorde, jeg havde sagt det på dansk!

tirsdag den 26. april 2011

Deas FanFic - Kapitel 4.

Da jeg vågnede den næste morgen stod Måffe allerede foran spejlet og var i gang med at sætte sit hår, jeg sukkede og rejste mig, gik hen til mit tøj, og skulle til at tage et par sorte bukser opaf min taske da Måffe kom farende hen til mig. ”Dem der skal du ikke have på,dem skal du have på, på onsdag!” det var om onsdagen vi skulle til koncerten,jeg sukkede, og lod hende sortere det tøj fra som jeg skulle have på om onsdagen. Da vi endelig var klar til at tage på opdagelse i Hamburg, vidste vi ikke hvad vi skulle, eller rettere sagt, det var Måffe der ikke vidste det, fordet var jo hende som skulle have planlagt det hele, så det endte med at vi bare gik rundt og kiggede butikker, og gik rundt i en enkelt park. Det var tydeligtat se på Måffe at hun mente at tiden sneglede sig afsted, for mig kunne den ikke gå langsomt nok. Men uheldigvis blev det onsdag, og Måffe insisterede påat vi stod tidligt op, så vi kunne komme ned og få en god plads i køen. Da viendelig stod dernede, var det pisse koldt, og det regnede. Det irriterede miglidt, at jeg ikke havde min lange gule regnjakke på, men den havde Måffe selvfølgelig ikke pakket til mig. Så der stod
jeg i min læderjakke, og lignedeen eller anden lille tyk pige. Det gode ved den jakke var dog at den altid er varm, så jeg stod og svedte, derfor åbnede jeg den. Der stod vi i regnen og ventede, der var mange piger der kiggede på mig, men det havde nok noget at gøre med, at jeg stod og kiggede drømmende op i regnskyerne så regnen ramte mitansigt, min jakke stod åben, og mit hår hvirvlede om mit hoved, som om der kun var vind rundt om mig, og jeg ikke frøs overhovedet. De fleste stod pakket indi jakker og den slags, men jeg stod bare der og stirrede drømmene op i himlen. Måffe trak mig i armen, og hviskede mig i øret. ”Vil du lige stoppe det der Det er enormt pinligt!” jeg blinkede et øjeblik, grinte så med et drenget smil,og kløede mig i håret. ”Selvfølgelig, min dejlige Måffe!” Måffe himlede
med øjnene af mig, og jeg smilede bare tilbage og gav hende et kram.

Da dørene blev åbnet, stormede alle bare ind, efter athavde fået tjekket billetter, jeg blev mast fremad af mængden, og Måffe holdte godt fast i min arm for at jeg ikke skulle blive væk fra hende. Måffe trak mig videre, men der blev bare ved med at komme mennesker, og jeg begyndte at få klaustrofobi, en pige skubbede til mig, og jeg faldt, Måffe slap grebet om minarm ved et uheld, og blev selv skubbet videre, jeg krøb sammen på gulvet, ogkunne mærke flere og flere komme, der var endda nogle der trådte på mig uden atopdage det. Jeg fik fat i min mobil, og skrev til Måffe at hun bare skulle gå ind og nyde koncerten uden mig, og jeg nok skulle finde hende. Jeg nåede lige at få sms'en sendt, før min mobil blev trådt ud af hånden på mig, og knust af et andet par fødder, jeg dækkede mit ansigt med armene, og ventede til der ikke kom flere. Jeg flyttede langsomt mine arme, for jeg var jo ikke sikker på at fansene var holdt op med at komme. Jeg kom op og sidde, men dog ikke uden smerte. Da jeg så ned af mig selv, var der skoaftryk over det hele på mine bukser og jakke, min næse og kind dunkede, jeg løftede en hånd for at mærke på mit ansigt, min underlæbe føltes hævet under mine fingre, min kind gjorde ondt da jeg rørte den, og da jeg kiggede på min hånd efter at have rørt ved min næse, var der blod på den. Jeg sukkede dybt og rejste mig for at gå ud på toilettet,men eftersom jeg ikke vidste hvor det var, ville jeg spørge nogen om vej.Problemet var bare at der ikke var nogen at spørge om vej. Med et virkede dethele meget større, og mere skræmmende, jeg drejede lidt rundt for at fåoverblik, men jeg havde ingen anelse om hvor jeg var, eller hvor toilettet var.Jeg gik i panik, selv om jeg vidste at det var det værste man kunne gøre, jeggik hen ad den gang der efter min mening, lignede en der godt kunne føre til et toilet. Men i stedet for at komme til et toilet kom jeg bare til endnu en storhal, bare lidt mindre end der første. Nu blev fortvivlet, min mobil var blevet smadret, af nogle af de der fucking Tokio Hotel fans, mine ben var smadrede, og jeg kunne mærke en underlig trykken ved mine ribben som gjorde at jeg havde svært ved at få vejret. Jeg faldt ned på gulvet, og tåre begyndte at danne sig i mine øjenkroge. Jeg var blevet væk fra Måffe, i en fremmed bygning, i en fremmed by, i et fremmed land, uden mobil, og nu uden mod. Min verden begyndteså småt at bryde sammen, hvad skulle jeg gøre når der var nogen der fandt mig? Skulle jeg forklare dem det hele? Men hvad nu hvis de ikke troede på mig? Eller endnu værre hvad nu hvis jeg aldrig blev fundet? Ville jeg så bare dø der, heltalene? Jeg begyndte og græde, og det gjorde ondt der i siden hver gang jeg trak vejret. Jeg lagde mig ned, og forberedte mig på at dø, jeg lukkede mine øjne og krøb sammen, selv om det gjorde ondt i siden. Jeg fandt den nøgle jeg havdefået af Isabella før hun tog livet af sig selv. Vi havde lovet hinanden at vi ville dø med den i hånden, hun havde opfyldt løftet, og det ville jeg også. Jeg knugede nøglen i min hånd, og ventede på at den skulle lede mig på vej, og låse alle døre op for mig. Jeg ved ikke i hvor lang tid jeg lå der, men pludselig kunne jeg høre fodtrin og stemmer, jeg overvejede om jeg var død. Men som fodtrinende kom nærmere, og ligeså stemmerne, kunne jeg hører at de talte tysk,og jeg åbnede mine øjne, jeg var ikke død. Jeg var stadig i den lille hal, jeg prøvede at rejse mig op, så jeg kunne nå at stikke af før vedkommende så mig. Men før jeg vidste af det, var det for sent og jeg var kun kommet op og sidde i en meget forkrøblet position, de talende personer havde set mig, og var løbet hen til mig, de havde omringet mig, som løver om deres bytte. Jeg pressede mine øjne
i, og ville ikke høre hvad de sagde, jeg så bare ned indtil jeg kunne mærke en varm blød hånd tage fat i min hage og løfte mit hoved op, jeg åbnedemine øjne og så direkte ind i et par brune øjne. Jeg blinkede lidt, og der blev talt til mig på tysk, jeg var for forvirret til at svare igen på samme sprog.

søndag den 9. januar 2011

Deas FanFic - Kapitel 3.

Jeg blev færdig med morgenmaden, og gik ind i stuen hvor Måffe sad og stirrede på billetterne, jeg smilede ved mig selv og sang fødselsdagssang. Jeg tror ikke hun lagde mærke til noget, hun havde travlt med at se på billetterne og tænke på dem, hun spiste bare, med et fjernt udtryk. Af Jose og Elisabeth fik hun et gavekort. På mit arbejde var jeg mere glad end normalt, og Saja var overrasket over det, men hun mente at vi fik taget nogle fantastiske billeder. Måffe var allerede hjemme da jeg kom hjem igen, hun havde endda pakket en kæmpe taske, og til min overraskelse stod min taske ved siden af, jeg løftede et øjenbryn. ”Skal du virkelig have to tasker med til Hamburg?” jeg råbte det til hende, eftersom hun stod ude i køkkenet, hun stak sit hoved igennem døren og så på mig. ”Nej da! Det er dine ting, jeg regner da med at du tager med mig?” hun smilede, og trak hoved ud i køkkenet igen, mit ansigt stivnede og jeg gik ud til hende. ”Du mener seriøst ikke at du vil slæbe mig med vel?” min stemme var kold, men Måffe lagde vidst ikke mærke til det, for hun smilede et stort strålende smil til mig. ”Jo! Fordi jeg synes du skal møde dem, og finde ud af hvor fantastiske mennesker de er! Og indse at deres musik faktisk er god!” hun grinede til mig, og jeg sukkede, og gik ud og kiggede hvad hun havde pakket til mig. Måffe havde pakket alt, og det undrer mig, af hun kunne få plads til alle mine ting i min taske, fordi jeg aldrig kunne.
En uge efter hendes fødselsdag sad vi i et tog på vej til Hamburg, Måffe sad hele vejen og snakkede om alt det jeg skulle lære, og uden hun opdagede det, satte jeg mine høretelefoner i ørerne og hørte mit eget musik. Ved Åbenrå faldt hun i søvn, og jeg blev nødt til at vække hende da vi nåede Hamburg. Da vi stod af toget, stod vi først og så meget forvirrede ud, men så fandt Måffe ud af hvor vi skulle hen og jeg fulgte bare efter. Efter 2 timers vandren i Hamburgs gader, fandt vi endelig vores hotel. Det første vi gjorde da vi kom ind på vores værelse var at smide os i sengen, som til vores store begejstring var dejlig blød. Jeg skulle tage mig sammen for at rejse mig op igen, og begynde at pakke ud, men jeg fik det gjort, hvorefter jeg gik i seng. Vi skulle være i Hamburg i en hel uge, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle klare mig, mit tysk stank, og værst af alt vidste jeg at jeg ikke kunne slippe for Tokio Hotel koncerten.

Deas FanFic - Kapitel 2.

Da der kun var en uge til Måffes fødselsdag, begyndte jeg at blive stresset, jeg glædede mig for meget til at give hende hendes gave. Dagene fløj af sted, og jeg blev mere og mere glad, og hyper. Måffe mente jeg begyndte og blive anstrengende, og spurgte hele tiden om jeg var sikker på at jeg var blevet rask, eftersom jeg dansede rundt til alt det musik jeg hørte.
”Jeg elsker dig Måffe! Jeg elsker jer alle sammen!” Jeg stod midt på spisebordet med en øl i hånden. Elisabeth, Jose og Måffe kiggede underligt på mig, og nikkede så til hinanden.
”Du har vidst fået lidt for at drikke Dea... Skal du ikke holde en pause nu?” Elisabeths stemme lød så voksen og klog. Jeg så på hende med hundeøjne ”må jeg ikke få en øl til? Pleeeaaaseee!” jeg gjorde min stemme ekstra bedende, og gjorde mit bedste for at ligne hendes store dejlige rottweiler Nugga. ”NEJ! Kom så ned nu!” jeg sukkede og hoppede meget elegant ned af bordet efter min egen mening. Jeg så deprimeret på dem, og gik ind og lagde mig i min seng. Okay... ja jeg havde drukket for meget, det gjorde jeg altid, på det tidspunkt indrømmede jeg endda at jeg var svag drikker...
Da jeg vågnede var jeg klar over hvilken dag det var, og fandt Måffe i gang med at lede under min seng. ”Hvad laver du?” min stemme lød nysgerrig og glad som et barns. Måffe blev så forskrækket at hun slog hovedet op i sengen, jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg tog hendes gave som jeg havde lagt under min pude, og viftede med den, i tilpas højde så hun kunne se den derfra hvor hendes hoved var... under sengen. Hun rødmede og jeg grinede højlydt, med et var Måffe oppe og stå og rakte ud efter den, mens jeg holdte den væk fra hende. ”Sig 'bed om' ellers får du den ikke..” min stemme var drillende, og Måffe sukkede og sagde. ”Bed om søde søde Dea...” hun lavede endda hundeøjne, jeg nikkede og gav hende sin gave. Hun pakkede den forsigtigt op, jeg kunne se på hendes ansigt, at hun var skuffet over den var flad, jeg smilede bare. Da papiret faldte på gulvet så hun fuldstændig forstenet ud, jeg lod som jeg var bange for at hun ikke kunne lide gaven(jeg vidste at hun elskede mig overalt på jorden der). ”Kan du ikke lide den? Undskyld jeg vidste at jeg skulle havde købt den hue i stedet for.. men nu er det for sent, undskyld.. for den kan ikke byttes..” min stemme må have virket for hun så op, og smilede over det hele, og hun kastede sine arme om mig. ”DEA! Jeg elsker dig! Ved du hvor meget jeg har prøvet på at få fat i dem her?” jeg trak på skulderene og smilede. Jeg havde givet hende to billetter til en Tokio Hotel koncert i Hamburg, med backstage entré. I virkeligheden havde jeg bare deltaget i en konkurrence for at se om jeg kunne få dem til hende, og med et held vandt jeg. Jeg gik smilende ud i køkkenet og begyndte at lave morgenmad til os. Jeg håbede at hun ville tage Jose med, så kunne de nyde det sammen.

Deas FanFic - Kapitel 1.

Jeg hørte manden i radioen præsentere en af deres sange. ”og så vil vi spille Rette Mich, for alle Tokio Hotels fans!” Jeg løb hen mod radioen for at slukke for den, før den startede, jeg så Måffe komme løbende, inde fra stuen, vi sprang begge mod radioen. Jeg kom først og slukkede den nådesløst. Måffe så næsten grædende på mig. ”DEA! Du ved jeg elsker dem!” hendes stemme var klagende, jeg smilede bare tilfreds. ”MEN! Jeg bryder mig ikke om dem! Desuden er det mig der laver mad i dag, derfor er det mig der bestemmer hvad vi skal høre!” jeg rakte triumferende tunge af hende, som et lille barn der får sin vilje. Måffe surmulede bare ad mig. Jeg smilede glad, og tænkte på hendes fødselsdagsgave, der var godt nok en måned til, men jeg havde den klar. Jeg gik over til køleskabet, og tog nogle af resterne fra i går ud, og begyndte at tilberede dem igen. Da jeg vågnede, kunne jeg mærke en kvalmende fornemmelse i min hals, jeg rejste mig hurtigt, men blev svimmel af det. Så jeg blev lige nød til at stå lidt og sunde mig, hvorefter jeg gik ud i køkkenet og tog et glas vand for at få den kvalmende fornemmelse væk, kvalmen forsvandt, men den kom op af halsen på mig og endte i vasken. Der så jeg resterne fra gårsdagens aftensmad, jeg kunne smage brækfornemmelsen i min mund, og tog et glas vand mere, hvilket jeg ikke skulle have gjort, for der kom bare mere bræk op. Det var til mit held at jeg stod lige ved vasken, for ellers var der kommet bræk ud over det hele. Jeg greb fat i køkkenbordet, nu kom svimmelheden igen, jeg satte mig langsomt ned. Trætheden overmandede mig, og der sad jeg og sov i lugten af bræk, med feber, og snot ud over det hele indtil Måffe kom og fandt mig, jeg vågnede ved at hun rørte ved min pande med en kold klud, og snakkede til mig, hun hankede op i mig, og fik mig ind på sofaen inde i stuen, hvor der allerede stod en spand, en hel kasse med køkkenrulle, og en kop varm kamillete med pebermynteolie. Da jeg lå nede i sofaen, med tæpper omkring mig, og havde ondt af mig selv, kunne jeg høre Måffe klage over mit bræk i vasken, jeg ville råbe højt og tydeligt undskyld, men i stedet for kom der nogle hæse hvæse lyde ud af min mund. Jeg sukkede dybt og lagde mig til at sove. Da jeg igen vågnede, var det mørkt udenfor, og jeg kunne høre forsangeren i Tokio Hotel synge 'Spring Nicht', jeg lukkede mine øjne, og lyttede, jeg ville ikke indrømme det, men jeg kunne godt lide 'Spring Nicht' og 'Rette Mich', og jeg ville dø af skam og hån hvis Måffe nogensinde fandt ud af det. Jeg faldt i søvn igen, og vågnede ikke før næste morgen hvor jeg havde det bedre, men stadig brækkede mig. Måffe havde hidtil været nød til at tømme spanden to gange, og var ret irriteret over det. Da jeg endelig var blevet rask igen, klagede min chef sig over at jeg var blevet for tynd, og at jeg bare ville blive pointed som en af de modeller som har anoreksi. Jeg fik dog hurtigt taget de kilo på som jeg havde mistet, og min chef stoppede sine klager. Min chef hedder Saja, og hun er mindst lige så skør som jeg, måske bare lidt mere nede på jorden.