Deas FanFic - Kapitel 3.

Jeg blev færdig med morgenmaden, og gik ind i stuen hvor Måffe sad og stirrede på billetterne, jeg smilede ved mig selv og sang fødselsdagssang. Jeg tror ikke hun lagde mærke til noget, hun havde travlt med at se på billetterne og tænke på dem, hun spiste bare, med et fjernt udtryk. Af Jose og Elisabeth fik hun et gavekort. På mit arbejde var jeg mere glad end normalt, og Saja var overrasket over det, men hun mente at vi fik taget nogle fantastiske billeder. Måffe var allerede hjemme da jeg kom hjem igen, hun havde endda pakket en kæmpe taske, og til min overraskelse stod min taske ved siden af, jeg løftede et øjenbryn. ”Skal du virkelig have to tasker med til Hamburg?” jeg råbte det til hende, eftersom hun stod ude i køkkenet, hun stak sit hoved igennem døren og så på mig. ”Nej da! Det er dine ting, jeg regner da med at du tager med mig?” hun smilede, og trak hoved ud i køkkenet igen, mit ansigt stivnede og jeg gik ud til hende. ”Du mener seriøst ikke at du vil slæbe mig med vel?” min stemme var kold, men Måffe lagde vidst ikke mærke til det, for hun smilede et stort strålende smil til mig. ”Jo! Fordi jeg synes du skal møde dem, og finde ud af hvor fantastiske mennesker de er! Og indse at deres musik faktisk er god!” hun grinede til mig, og jeg sukkede, og gik ud og kiggede hvad hun havde pakket til mig. Måffe havde pakket alt, og det undrer mig, af hun kunne få plads til alle mine ting i min taske, fordi jeg aldrig kunne.
En uge efter hendes fødselsdag sad vi i et tog på vej til Hamburg, Måffe sad hele vejen og snakkede om alt det jeg skulle lære, og uden hun opdagede det, satte jeg mine høretelefoner i ørerne og hørte mit eget musik. Ved Åbenrå faldt hun i søvn, og jeg blev nødt til at vække hende da vi nåede Hamburg. Da vi stod af toget, stod vi først og så meget forvirrede ud, men så fandt Måffe ud af hvor vi skulle hen og jeg fulgte bare efter. Efter 2 timers vandren i Hamburgs gader, fandt vi endelig vores hotel. Det første vi gjorde da vi kom ind på vores værelse var at smide os i sengen, som til vores store begejstring var dejlig blød. Jeg skulle tage mig sammen for at rejse mig op igen, og begynde at pakke ud, men jeg fik det gjort, hvorefter jeg gik i seng. Vi skulle være i Hamburg i en hel uge, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle klare mig, mit tysk stank, og værst af alt vidste jeg at jeg ikke kunne slippe for Tokio Hotel koncerten.

Deas FanFic - Kapitel 2.

Da der kun var en uge til Måffes fødselsdag, begyndte jeg at blive stresset, jeg glædede mig for meget til at give hende hendes gave. Dagene fløj af sted, og jeg blev mere og mere glad, og hyper. Måffe mente jeg begyndte og blive anstrengende, og spurgte hele tiden om jeg var sikker på at jeg var blevet rask, eftersom jeg dansede rundt til alt det musik jeg hørte.
”Jeg elsker dig Måffe! Jeg elsker jer alle sammen!” Jeg stod midt på spisebordet med en øl i hånden. Elisabeth, Jose og Måffe kiggede underligt på mig, og nikkede så til hinanden.
”Du har vidst fået lidt for at drikke Dea... Skal du ikke holde en pause nu?” Elisabeths stemme lød så voksen og klog. Jeg så på hende med hundeøjne ”må jeg ikke få en øl til? Pleeeaaaseee!” jeg gjorde min stemme ekstra bedende, og gjorde mit bedste for at ligne hendes store dejlige rottweiler Nugga. ”NEJ! Kom så ned nu!” jeg sukkede og hoppede meget elegant ned af bordet efter min egen mening. Jeg så deprimeret på dem, og gik ind og lagde mig i min seng. Okay... ja jeg havde drukket for meget, det gjorde jeg altid, på det tidspunkt indrømmede jeg endda at jeg var svag drikker...
Da jeg vågnede var jeg klar over hvilken dag det var, og fandt Måffe i gang med at lede under min seng. ”Hvad laver du?” min stemme lød nysgerrig og glad som et barns. Måffe blev så forskrækket at hun slog hovedet op i sengen, jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg tog hendes gave som jeg havde lagt under min pude, og viftede med den, i tilpas højde så hun kunne se den derfra hvor hendes hoved var... under sengen. Hun rødmede og jeg grinede højlydt, med et var Måffe oppe og stå og rakte ud efter den, mens jeg holdte den væk fra hende. ”Sig 'bed om' ellers får du den ikke..” min stemme var drillende, og Måffe sukkede og sagde. ”Bed om søde søde Dea...” hun lavede endda hundeøjne, jeg nikkede og gav hende sin gave. Hun pakkede den forsigtigt op, jeg kunne se på hendes ansigt, at hun var skuffet over den var flad, jeg smilede bare. Da papiret faldte på gulvet så hun fuldstændig forstenet ud, jeg lod som jeg var bange for at hun ikke kunne lide gaven(jeg vidste at hun elskede mig overalt på jorden der). ”Kan du ikke lide den? Undskyld jeg vidste at jeg skulle havde købt den hue i stedet for.. men nu er det for sent, undskyld.. for den kan ikke byttes..” min stemme må have virket for hun så op, og smilede over det hele, og hun kastede sine arme om mig. ”DEA! Jeg elsker dig! Ved du hvor meget jeg har prøvet på at få fat i dem her?” jeg trak på skulderene og smilede. Jeg havde givet hende to billetter til en Tokio Hotel koncert i Hamburg, med backstage entré. I virkeligheden havde jeg bare deltaget i en konkurrence for at se om jeg kunne få dem til hende, og med et held vandt jeg. Jeg gik smilende ud i køkkenet og begyndte at lave morgenmad til os. Jeg håbede at hun ville tage Jose med, så kunne de nyde det sammen.

Deas FanFic - Kapitel 1.

Jeg hørte manden i radioen præsentere en af deres sange. ”og så vil vi spille Rette Mich, for alle Tokio Hotels fans!” Jeg løb hen mod radioen for at slukke for den, før den startede, jeg så Måffe komme løbende, inde fra stuen, vi sprang begge mod radioen. Jeg kom først og slukkede den nådesløst. Måffe så næsten grædende på mig. ”DEA! Du ved jeg elsker dem!” hendes stemme var klagende, jeg smilede bare tilfreds. ”MEN! Jeg bryder mig ikke om dem! Desuden er det mig der laver mad i dag, derfor er det mig der bestemmer hvad vi skal høre!” jeg rakte triumferende tunge af hende, som et lille barn der får sin vilje. Måffe surmulede bare ad mig. Jeg smilede glad, og tænkte på hendes fødselsdagsgave, der var godt nok en måned til, men jeg havde den klar. Jeg gik over til køleskabet, og tog nogle af resterne fra i går ud, og begyndte at tilberede dem igen. Da jeg vågnede, kunne jeg mærke en kvalmende fornemmelse i min hals, jeg rejste mig hurtigt, men blev svimmel af det. Så jeg blev lige nød til at stå lidt og sunde mig, hvorefter jeg gik ud i køkkenet og tog et glas vand for at få den kvalmende fornemmelse væk, kvalmen forsvandt, men den kom op af halsen på mig og endte i vasken. Der så jeg resterne fra gårsdagens aftensmad, jeg kunne smage brækfornemmelsen i min mund, og tog et glas vand mere, hvilket jeg ikke skulle have gjort, for der kom bare mere bræk op. Det var til mit held at jeg stod lige ved vasken, for ellers var der kommet bræk ud over det hele. Jeg greb fat i køkkenbordet, nu kom svimmelheden igen, jeg satte mig langsomt ned. Trætheden overmandede mig, og der sad jeg og sov i lugten af bræk, med feber, og snot ud over det hele indtil Måffe kom og fandt mig, jeg vågnede ved at hun rørte ved min pande med en kold klud, og snakkede til mig, hun hankede op i mig, og fik mig ind på sofaen inde i stuen, hvor der allerede stod en spand, en hel kasse med køkkenrulle, og en kop varm kamillete med pebermynteolie. Da jeg lå nede i sofaen, med tæpper omkring mig, og havde ondt af mig selv, kunne jeg høre Måffe klage over mit bræk i vasken, jeg ville råbe højt og tydeligt undskyld, men i stedet for kom der nogle hæse hvæse lyde ud af min mund. Jeg sukkede dybt og lagde mig til at sove. Da jeg igen vågnede, var det mørkt udenfor, og jeg kunne høre forsangeren i Tokio Hotel synge 'Spring Nicht', jeg lukkede mine øjne, og lyttede, jeg ville ikke indrømme det, men jeg kunne godt lide 'Spring Nicht' og 'Rette Mich', og jeg ville dø af skam og hån hvis Måffe nogensinde fandt ud af det. Jeg faldt i søvn igen, og vågnede ikke før næste morgen hvor jeg havde det bedre, men stadig brækkede mig. Måffe havde hidtil været nød til at tømme spanden to gange, og var ret irriteret over det. Da jeg endelig var blevet rask igen, klagede min chef sig over at jeg var blevet for tynd, og at jeg bare ville blive pointed som en af de modeller som har anoreksi. Jeg fik dog hurtigt taget de kilo på som jeg havde mistet, og min chef stoppede sine klager. Min chef hedder Saja, og hun er mindst lige så skør som jeg, måske bare lidt mere nede på jorden.