Deas FanFic - Kapitel 1.

Jeg hørte manden i radioen præsentere en af deres sange. ”og så vil vi spille Rette Mich, for alle Tokio Hotels fans!” Jeg løb hen mod radioen for at slukke for den, før den startede, jeg så Måffe komme løbende, inde fra stuen, vi sprang begge mod radioen. Jeg kom først og slukkede den nådesløst. Måffe så næsten grædende på mig. ”DEA! Du ved jeg elsker dem!” hendes stemme var klagende, jeg smilede bare tilfreds. ”MEN! Jeg bryder mig ikke om dem! Desuden er det mig der laver mad i dag, derfor er det mig der bestemmer hvad vi skal høre!” jeg rakte triumferende tunge af hende, som et lille barn der får sin vilje. Måffe surmulede bare ad mig. Jeg smilede glad, og tænkte på hendes fødselsdagsgave, der var godt nok en måned til, men jeg havde den klar. Jeg gik over til køleskabet, og tog nogle af resterne fra i går ud, og begyndte at tilberede dem igen. Da jeg vågnede, kunne jeg mærke en kvalmende fornemmelse i min hals, jeg rejste mig hurtigt, men blev svimmel af det. Så jeg blev lige nød til at stå lidt og sunde mig, hvorefter jeg gik ud i køkkenet og tog et glas vand for at få den kvalmende fornemmelse væk, kvalmen forsvandt, men den kom op af halsen på mig og endte i vasken. Der så jeg resterne fra gårsdagens aftensmad, jeg kunne smage brækfornemmelsen i min mund, og tog et glas vand mere, hvilket jeg ikke skulle have gjort, for der kom bare mere bræk op. Det var til mit held at jeg stod lige ved vasken, for ellers var der kommet bræk ud over det hele. Jeg greb fat i køkkenbordet, nu kom svimmelheden igen, jeg satte mig langsomt ned. Trætheden overmandede mig, og der sad jeg og sov i lugten af bræk, med feber, og snot ud over det hele indtil Måffe kom og fandt mig, jeg vågnede ved at hun rørte ved min pande med en kold klud, og snakkede til mig, hun hankede op i mig, og fik mig ind på sofaen inde i stuen, hvor der allerede stod en spand, en hel kasse med køkkenrulle, og en kop varm kamillete med pebermynteolie. Da jeg lå nede i sofaen, med tæpper omkring mig, og havde ondt af mig selv, kunne jeg høre Måffe klage over mit bræk i vasken, jeg ville råbe højt og tydeligt undskyld, men i stedet for kom der nogle hæse hvæse lyde ud af min mund. Jeg sukkede dybt og lagde mig til at sove. Da jeg igen vågnede, var det mørkt udenfor, og jeg kunne høre forsangeren i Tokio Hotel synge 'Spring Nicht', jeg lukkede mine øjne, og lyttede, jeg ville ikke indrømme det, men jeg kunne godt lide 'Spring Nicht' og 'Rette Mich', og jeg ville dø af skam og hån hvis Måffe nogensinde fandt ud af det. Jeg faldt i søvn igen, og vågnede ikke før næste morgen hvor jeg havde det bedre, men stadig brækkede mig. Måffe havde hidtil været nød til at tømme spanden to gange, og var ret irriteret over det. Da jeg endelig var blevet rask igen, klagede min chef sig over at jeg var blevet for tynd, og at jeg bare ville blive pointed som en af de modeller som har anoreksi. Jeg fik dog hurtigt taget de kilo på som jeg havde mistet, og min chef stoppede sine klager. Min chef hedder Saja, og hun er mindst lige så skør som jeg, måske bare lidt mere nede på jorden.