Deas FanFic - Kapitel 10

Alle de mennesker som jeg passerede gloede på mig, eller rettere på mine blå og gule mærker. Jeg kunne høre nogen hviske noget med om jeg havde en voldelig kæreste eller noget i den stil. Andre hviskede noget om jeg ikke var hende pigen fra avisen. Det endte med at jeg småløb gennem gaderne, så jeg ikke kunne nå at høre hvad folk snakkede om.
Jeg stoppede først da der var en som tog fat i min arm, og holdte mig tilbage. Da jeg vendte mig om for at se hvem det var, så jeg at det var en af disse popsmarte journalister, med det nyeste kamera om halsen, og i mode tøj, hun havde allerede blokken fremme. Jeg spærrede øjnene op, og prøvede at komme fri fra hendes greb, men hun havde flere kræfter end jeg troede og lod mig ikke komme fri. ”Du er hende pigen fra koncerten er du ikke? Hvad er dit navn, din profession, hvorfor kan du lide Tokio Hotel, Er du en stor fan? Hvor gammel er du? Hvad skete der siden du blev trampet ned?...” og sådan blev hun ved indtil jeg blev helt svimmel, jeg begyndte at vakle lidt. Hvorpå hun tilsyneladende blev helt bekymret og bad mig sætte mig ned, og yderligere spurgte om jeg havde et dårligt helbred.
Jeg vidste dårligt nok hvad jeg skulle gøre, normalt havde jeg styr på den slags, men nu var jeg bare forvirret, og kunne ikke klare det overhovedet. Jeg sad bare og stirrede på hende, med afsky i blikket, hvilket hun åbenbart ikke opdagede. Hun stillede bare spørgsmål i en uendelig strøm, indtil jeg afbrød hende. ”Vil du være så venlig og skride?” hvorefter jeg rejste mig og gik, hun stirrede bare målløst efter mig. Jeg gik med mine lange elegante skridt som lyste af selvtillid, som jeg ellers kun brugte når jeg gik på catwalken. Da jeg kom tilbage til huset, var de andre også hjemme, og denne Gordon var der også. I stedet for at hilse med et håndtryk fik jeg et kæmpe kram af ham, som jeg var det barn han ikke havde i lang tid. Måffe og jeg havde fået tildelt husets gæsteværelse, som var lige så stort som stuen i vores lejlighed derhjemme. Gordon og drengene bar vores ting op på værelset. Måffe pakkede ud med det samme, mens jeg bare lod det stå. Jeg tror Måffe godt kunne lide tanken om at bo sammen med Bill og Tom, så hun tænkte ikke så meget over at vi snart skulle af sted igen.

Da vi skiltes, gik hun med lange skridt og ret ryg, den selv samme positur som man ser hos modeller der går på catwalken. Hun var tydeligvis rørt over det der var sket med hende, og mente at Tokio Hotel fans er nogle af de mest voldelige fans i verden. Hun selv sad og var fuld af tåre bare hun tænkte på det grufulde minde…

”Hvad er det her for noget lort?!?” jeg stod med dagens avis i hånden, og stirrede på et billede af mig selv der gik væk fra kameraet, høj og rank som jeg var, i det gamle tøj jeg havde lånt af Simone. Måffe ræv avisen ud af hånden på mig, og begyndte selv at læse, med Bill og Tom kiggede over hendes skuldre for at læse med. Mens jeg havde travlt med at kritisere tyske journalister og aviser. Jeg blev dog afbrudt af Tom, Bill og Måffe, der lavede en beundrende lyd, hvilket fik den hysteriske mig til at give dem min opmærksomhed. ”Hvad?!” min stemme kom til at lyde mere vred og irriteret end det var meningen, men det lagde de vist ikke mærke til. ”De har fundet ud af hvem du er, dit navn er nævnt her…” det var Bill ”..har du for resten noget imod at jeg tager det her billede?” han pegede ned i avisen på det store billede af mig der gik væk fra journalisten. Jeg nåede knap nok at trække på skuldrene før Tom kom ind i samtalen. ”Hvad? Jeg havde tænkt mig at tage det billede! Det passer perfekt ind på min væg, plus der er noget pænt over det..” han lød helt forarget, og brødrene begyndte straks at diskutere over hvem der skulle have det, og fortjente det mest. Jeg kunne ikke lade være med at begynde at grine af deres latterlige diskussion, og det endte med at Simone havde klippet billedet midt over så de kunne få hver deres halvdel. Deres skuffede ansigter da de så hver deres halvdel var uvurderlige. Jeg glemte alt om artiklen og flækkede af grin, hvorpå de så fornærmet på mig, og begyndte at brokke sig til deres mor.

Deas FanFic - Kapitel 9.

Så snart jeg var kommet ind på værelset begyndte jeg at lede efter mig tøj, men forgæves, hvor kunne det være forsvundet hen? Jeg stod et kort øjeblik og trampede rastløst i gulvet med min ene fod, indtil jeg fik øje på et skab det stod i rummet, jeg gik uden at tænke over det over til det, åbnede det. Skabet var fyldt med tøj til randen, der var alt muligt tøj, og det så ret gammel ud. Det meste af det var gammelt børnetøj fra 90’erne, jeg kunne regne ud det måtte være Bill og Toms tøj fra de var mindre. Jeg rodede det lidt igennem og fandt et par gamle shorts, som jeg godt kunne passe, dem smed jeg over på sengen, jeg fandt også en lang ærmet bluse med et dødningehoved motiv, som jeg også smed over på sengen. Jeg rodede lidt mere rundt i skabet men fandt ikke andet udover et par gamle slidte benvarmere jeg også smed på sengen, hvorefter jeg lukkede skabet og gik over til sengen for at kigge på de ting jeg havde fundet, og tog dem på. Derefter gik jeg nedenunder igen, selv om jeg helst ikke ville. Da jeg stod i køkkenet igen var der tomt udover Simone der sad og læste en artikel om Tokio Hotels koncert aftenen før, i en tysk avis. Hun så op, da hun hørte mig komme, først smilede hun normalt til mig, men begyndte at grine moderligt da hun så hvad jeg havde på. ”Jeg har ikke set det tøj i årevis..” hun rejste og gik hen for at omfavne mig. Jeg kunne mærke varmen fra hendes krop strømme mod mig, og kunne ikke lade være med at smile. ”Jeg håber at det er okay at jeg låner det?” spurgte jeg forsigtigt da hun slap mig igen. Simone nikkede smilende, men kom vidst i tanke om noget og greb ud efter en mobiltelefon der lå på køkkenbordet, hvorefter hun tastede et nummer ind. Hun smilede stadig til mig imens hun snakkede på utrolig hurtigt tysk med personen i telefonen, for hurtigt til at jeg kunne følge med. Jeg bed mig i læben, jeg skammede mig stadig lidt over det jeg havde gjort før da vi spiste morgenmad. Simone lagde mobiltelefonen tilbage på bordet, hun var åbenbart færdig med at snakke. Hun vendte sig mod mig, der stod med et spørgende ansigtsudtryk. Hendes smil blev bare større, jeg følte mig lidt skræmt af hendes store smil. ”Jeg lovede drengene og Måffe at ringe når du kom ned igen, de er taget med Gordon tilbage til jeres hotel for at hente jeres ting.” Simone lød munter, og smilede stadig, jeg blev virkelig skræmt af at hun hele tiden smilede, og behandlede mig som hendes egen datter. Jeg satte mig ned på en af stolene, og kiggede på en af aviserne der havde afløst morgenmadens plads på spisebordet. Det gik lidt tid før det gik op for mig at alle aviserne havde en artikel om ’Tokio Hotel’s mest maste koncert’ jeg rynkede brynene, og slog op på en af artiklerne, og læste noget om at der var en fan som var faldet og blevet nedtrampet af øvrige fans ved indgangen. Først så jeg forfærdet på artiklen og brokkede mig højlydt om at man burde lægge mere mærke til sine omgivelser, og ikke bare gå og træde på andre mennesker, indtil det gik op for mig, at det var mig der var den nedtrampede fan. Da det var gået op for mig, blev jeg omgående stille, og skubbede avisen lidt væk fra mig. ”Hvordan fandt de ud af det?” jeg var målløs, godt nok var jeg vandt til at være med i medierne, en gang imellem, men ikke med sådan noget. Mit navn var i det mindste ikke med, men der var et billede af mig, hvor jeg lå krøbet sammen på gulvet, helt forslået, det var lige før drengene fandt mig.
Simone trak på skuldrene. ”Der kommer nok snart journalister efter dig, for at spørge om alle mulige ting, derfor flytter du og Måffe herover imens I er i Tyskland.” nu smilede hun igen, blev hun aldrig træt af at smile? Jeg samlede hænderne som en kineser og bøjede mig mens jeg sagde tak. Hun klukkede lidt af mig, og mente det var det mindste de kunne gøre, hvilket fik mig til at rødme utrolig meget. ”Jeg går en tur…” jeg skyndte mig ud i entreen og fik sko på, hvorefter jeg smuttede ud af døren før jeg nåede at høre hvad Simone råbte efter mig. Jeg går en tur, den sætning havde reddet mig mange gange, men denne gang var det måske det modsatte.