Deas FanFic - Kapitel 8

Da jeg vågnede havde jeg ondt over det hele, og opdagede at jeg lå i en dobbelt seng, i et stort rum, med hvide vægge, og der var et stort vindue. Lidt efter lagde jeg mærke til at jeg kun havde mit undertøj og en kæmpe T-shirt på. Jeg satte prøvende den ene fod mod gulvet, og trak den omgående til mig igen. Gulvet var jo koldt! Jeg satte den ned på gulvet igen, og denne gang også min anden fod, denne gang var det ikke så koldt. Jeg rejste mig forsigtigt, og gik hen til vinduet og kiggede ud af det. Huset lå i et villa kvarter, og jeg var på 2. sal. Jeg stod lidt og kiggede da jeg hørte skridt udenfor rummet, og så døren blev åbnet. ”Hun er vågen!” jeg vendte mig, og så Simone stå i døråbningen, og kigge ud af værelset, hvorefter hun vendte sig mod mig. ”Der er morgenmad, og wow hvor har dine ben fået sig en omgang..” jeg fulgte hendes blik på mine ben og så at de var gule og blå. Det var næsten værre end mit ansigt. Jeg hørte flere skridt, og ind kom Bill, Tom og Måffe. Måffe så chokeret på mine ben, Bill stod fastfrosset, og var blevet helt rød i kinderne, det samme var Tom, bare ikke lige så rød, og heller ikke så fastfrosset. ”Øhm.. undskyld.” Bills stemme lød lidt flov, og han skyndte sig ud af rummet igen. Jeg kiggede ned af mig selv. ”Er der noget galt?” Tom fnisede af min bemærkning, og rystede på hovedet hvorefter han fulgte efter sin bror med samme flove udtryk. Jeg trak på skuldrene og gik hen til Simone og Måffe. ”Der var morgenmad?” jeg var sulten og jeg kunne godt mærke det, Simone smilede og nikkede.
Jeg fulgte efter Simone og Måffe nedenunder, og ind i et kæmpe køkken, hvor de fire drenge sad og spiste. Bill og Tom sad og diskuterede lavmælt, jeg lagde knapt nok mærke til det. Georg trak en stol frem til mig, jeg smilede som tak og satte mig. Det var det største morgenbord jeg nogensinde har set (bortset fra de gange jeg var med mine forældre til Panters, som er et motorcykel træf i Sønderjylland), der var alt hvad mit hjerte begærede, og jeg begyndte straks at læsse min tallerken, indtil jeg kom i tanke om hvad min manager havde sagt, jeg sukkede, og lod værre med at tage mere. ”Du sov godt nok fast i går, drømte du noget godt?” det var Gustav der spurgte og det var møntet på mig. Det var der jeg kom i tanke om at jeg ikke selv var gået op i sengen. Jeg nikkede hurtigt og så på dem alle sammen. ”Hvordan kom jeg i seng i går?” min stemme var undrende, de pegede på Tom. ”øøh?” jeg forstod dem ikke rigtig. ”Det var Tom der bar dig..” det var Georg, han sad og var i gang med at gøre kål på nogle pandekager. Jeg kunne mærke jeg rødmede, det var anden gang de havde båret mig. ”Undskyld, det var anden gang, jeg er ked af at jeg er sådan til besvær...” jeg så ned på min tallerken. ”Slet ikke, du vejer jo ingenting, desuden kunne vi jo ikke bare have efterladt dig i bilen vel?” Tom smilede, og jeg kunne mærke jeg rødmede endnu mere. Det var der jeg lagde mærke til at Bill sad og pillede ved noget på sin tallerken, imens han sad og kiggede på den, som om der var noget interessant, og jeg lagde mærke til at han stadig var rød i hovedet. Jeg kiggede på Simone. ”Hvad er der i vejen med Bill?” jeg lød som en lille pige der ikke vidste at hendes hund var død, Simone smilede. ”Han er bare flov over at du kun har den T-shirt på, og at han ikke kunne bære dig..” jeg så tilbage på Bill og lagde hovedet på skrå, for at kunne se ham i øjnene(han sad ved siden af mig). ”Bare rolig, jeg er faktisk ret tung, men det er en hemmelighed” jeg blinkede muntert til ham, og satte mig op igen. Jeg kiggede ned på min tallerken og opdagede at jeg stadig manglede en pandekage, jeg rullede den sammen efter jeg havde puttet syltetøj på, og begyndte at spise. Da jeg var ved midten opdagede jeg at hvis jeg ikke passede på, ville alt syltetøjet dryppe ned på mig fra den anden ende. For sent, der lå allerede tre store røde pletter på T-shirten. Jeg skyndte mig at blive færdig, og prøvede at tørre det ved med et stykke køkkenrulle med forgæves. ”Øhm... hvis T-shirt er det her?” min stemme var lille, jeg ville ikke være til mere besvær. ”Min..” Bill så for første gang op, han var stadig lidt rød på kinderne men ikke så meget som før. ”Tak fordi jeg måtte låne den... men undskyld fordi jeg har spildt syltetøj på den..” nu så jeg flov ud, han smilede og begyndte at grine. Nu blev jeg forvirret, hvorfor grinede han? ”Den kan vaskes.. bare rolig..” han smilede, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Men hvis det var hans T-shirt, hvem havde så givet mig den på? Jeg rødmede igen igen, og denne gang mere end før. ”Hvis det er din, hvem afklædte mig så, og gav mig den på?” jeg så rødmende på dem, og Måffe smilede, og klappede mig beroligende på skulderen. ”Bare rolig det gjorde jeg..” jeg kunne mærke lettelse skylle ind over mig, det ville have været pinligt hvis nogle af de andre havde gjort det. Også selv om det havde været Simone.
Jeg følte mig lidt tom indeni imens jeg sad der, og så hvordan de andre spiste. Tom og Bill spiste ikke så meget, men alligevel mere end mig. Jeg så længselsfuldt efter deres mad, og endte med at sukke dybt, og synke ned på mig stol. Georg så underligt på mig. ”Hvorfor spiser du ikke mere? Du ser ud til at længes efter maden?” han rakte mig tallerkenen med boller, men jeg rystede på hovedet med et trist smil som nej tak. Det var Måffe der svarede for mig. ”Hendes manager har sagt hun skal tabe sig, og i hvert fald ikke tage på...” Måffes stemme lød anklagende, hun mente at jeg skulle få mig en ny manager, og vi havde diskuteret det mange gange. Alle drengene så måbende på mig, og Simone så på mig med et bekymret blik. ”Men du er jo allerede så tynd...” det var Bill, og det lød som om der var noget misundelse i hans stemme. Jeg rejste mig med det samme, og trak T-shirten lige op over mine ribben. ”Kalder du det tynd? Jeg har fået en delle her!” jeg pegede på min mave, og de andre spærrede øjnene op, og Gustav fnisede lidt. ”Du har jo ingenting! Du er jo ligesom de der anoreksi modeller!” han så alvorligt på mig, og jeg så lige så alvorligt tilbage. Slap T-shirten og drejede om på hælen og gik tilbage til værelset jeg var vågnet op i.
Måffe sukkede, og smilede svagt til Gustav. ”Hun er faktisk en af de omtalte anoreksi modeller... og medierne slår ofte ned på hende fordi hun er for tynd...” hun sukkede svagt, og Gustav så lamslået på hende. ”Det... det vidste jeg ikke...” hans øjne var store, og man kunne se hvordan han fortrød hvad han havde sagt, Tom lagde en hånd på hans skulder. ”Det var der ingen af os der vidste.” han klappede Gustav et par gange på skulderen og rejste sig. ”Tak for et vidunderligt måltid mor” han tog sin tallerken og satte den i opvaskeren.

Deas FanFic - Kapitel 7

Mens jeg sad der med armene om mine knæ, og med ansigtet begravet i dem. Mærkede jeg pludselig en varm beroligende hånd på min skulder. Jeg fik en kuldegysning, jeg havde jo ikke min jakke på, og det eneste jeg havde indenunder var en grå tanktop. Jeg kiggede ikke op, jeg ville ikke vise nogen mit grædende hærgede ansigt. ”Er du okay?” en bekendt stemme, den talte tysk til mig. Jeg genkendte den som Bills. ”Lad mig være...” jeg sagde det på gebrokkent tysk, og min stemme lød trist. ”Aaarj! Jeg kan jo ikke bare efterlade dig her! Du vil aldrig kunne finde tilbage til os andre igen!” han lød trist, og lidt anklagende. Jeg løftede mit hoved og kiggede på ham, der hang stadig en tåre på min hage. ”Jeg er ligeglad om jeg så dør herinde! Pointen er at jeg ikke burde være her! At jeg skulle sidde og tænke over nye designs, være sammen med Natasja, og arbejde! Jeg har intet at gør her!” jeg råbte ham direkte op i ansigtet, rejste mig, og gik. Denne gang hørte jeg at han løb efter mig. Jeg drejede rundt, og kiggede ophidset på ham. ”Lad mig være! Sig til Måffe at jeg tager hjem i aften, og hun ikke behøver at tænke på billetten!” derefter vendte jeg mig igen og gik. Jeg nåede lige at se Bills ansigtsudtryk, han så såret ud.
Jeg havde fundet udgangen, og var begyndt at gå mod togstationen. Efter at havde gået i en halvtime, kun iført en tanktop, et par slidte jeans, og nogle all stars, nåede jeg togstationen. Jeg skulle til at købe mig en billet da det gik op for mig, at min jakke og pung lå inde i backstage lokalet sammen med Måffe, Simone og drengene. Situationen blev ikke bedre af at folk kiggede mærkeligt på mig, fordi mit ansigt var forslået.
”Er det den her du mangler?” nogen holdte min pung lige for næsen af mig. En der talte tysk. Jeg vendte mig om, og så Tom, iført en hættetrøje, så man ikke kunne genkende ham så let. ”Ja, må jeg få den?” jeg rakte ud efter den, men Tom, gjorde bare så jeg ikke kunne nå den. Tom smilede. ”Du skal få din pung hvis du forklarer hvad du tuder sådan for.” tonen i hans stemme var forretningsagtig, og jeg sukkede dybt og gav op. Tom smilede endnu mere, og lagde armen om mine skuldre. ”Kom vi går hen og sætter os på den her bænk og så forklarer du det hele...” han førte os hen til en bænk, og skubbede mig ned på den hvorefter han selv satte sig. Jeg sukkede, skulle jeg virkelig fortælle ham at jeg hadede at græde foran andre? Og da jeg opdagede at Bill ikke var Natasja, blev jeg så knust af savn? Jeg besluttede emneskift var det bedste. ”Hvad skete der ude på toilettet?” Tom havde opfattet at jeg prøvede at snakke udenom, jeg kunne se det på han ansigtstræk da jeg spurgte. ”Jeg tror det var et blackout, jeg hørte pludselig et bump, og spurgte hvad der var galt, men du svarede ikke, så jeg fik Georg til at sparke døren ind, og så lå du bevidstløs på gulvet...” Tom trak på skuldrene. ”Bill gik helt i panik, ret underholdende faktisk, nå men så skulle han til at give dig mund til mund, efter han havde ringet efter en ambulance, men så vågnede du, og begyndte at sige et eller andet på dansk, og lige pludselig græd du, og løb din vej.” Han holdte en kunstner pause. ”Bill fulgte efter dig, og så ved jeg ikke hvad der skete, og så kom han tilbage og sagde at han havde fundet dig, men at du var løbet videre.” han sukkede, jeg kunne faktisk ikke lade være med at smile. ”Så nu er det din tur til at svare, hvorfor løb du?” jeg bilder mig ind at Tom faktisk så lidt bekymret på mig. Jeg sukkede opgivende. ”Jeg troede Bill var en død veninde som hed Natasja, da jeg så han ikke var Natasja, fik jeg et chok, og blev utrolig ked af det, men også vred. Når jeg er ked af det vil jeg ikke have at nogen ser mig græde, og jeg vil egentlig bare være alene, og føle mig glemt...” jeg så ned på mine fødder, og kiggede så på Tom, og fik et chok. Han sad og sov! Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at grine, og han vågnede, da han så mit grin smilede han. Han lagde min pung i min hånd, og jeg åbnede den og tog et billede frem, og lagde det i hans hånd. Tom så spørgende på mig. ”Det er Natasja, er hun ikke smuk?” jeg smilede trist, og rørte blidt billedet i hans hånd. Den smilende pige på billedet som lignede Bill, med de livlige brune øjne. Tom nikkede svagt. ”Bill ville være bedre til det her!” så smilede han, og lagde forsigtigt billedet tilbage i min pung, så det ikke blev krøllet. Han rejste sig, og rakte en hjælpende hånd ned mod mig, jeg tog imod den, og blev trukket op fra bænken.
Før jeg vidste af det, sad jeg i en minibus og halvsov, sammen med Måffe, Tokio Hotel drengene, og deres mor. Jeg sad mellem Bill og Tom, og var sunket godt ned i sædet, de havde lagt deres jakker over mig, og snakkede lavt for ikke at forstyrre mig. De troede jeg sov, men jeg kunne stadig høre dem snakke lavt om lidt af hvert. Til sidst faldt jeg dog i søvn.
Minibussen stoppede, og der var et par arme der løftede mig op. Bar mig ind i et hus, og lagde mig ned på noget blødt.

Deas FanFic - Kapitel 6

Lidt efter kom kvinden ind igen, efter hende kom Måffe, jeg sprang op selv om det gjorde ondt i mine ribben, og løb over og gav hende et kæmpe kram. ”Dea, hvor har du været?” hun talte dansk så de andre ikke kunne forstå det. Så holdte hun mig ud fra sig, og kiggede på den hærgede mig. Jeg smilede skævt som svar, men knækkede så sammen lidt efter. Bill, Tom, Georg, Gustav og kvinden løb hen til mig, og fik mig over i sofaen igen. Jeg smilede undskyldende til dem, og rødmede let. Måffe gik over og satte sig ved siden af mig i sofaen. ”Hvad er der sket?” Måffes stemme lød bekymret, og jeg kiggede ned i gulvet, jeg havde stadig Isabellas nøgle i hånden. ”Senere, få nu spurgt dem om det du gerne ville, nu har du muligheden..” jeg smilede til hende, vi talte dansk sammen, og de andre sad bare og kiggede på os. Måffe nikkede, og begyndte at spørge. Jeg sad bare og betragtede hende, hun så virkelig ud til at hygge sig. Jeg blev helt varm indeni af at se hende sådan, jeg kiggede over på kvinden. ”Vil du være venlig og vise mig vejen til toilettet?” min stemme var lav, jeg ville ikke forstyrre Måffe, kvinden nikkede og rejste sig. Hun rakte en hånd ud, for at støtte mig, og jeg tog imod den. Da vi stod foran toilettet gik det op for mig at jeg ikke vidste hvad hun hed. ”Undskyld, men jeg ved stadig ikke hvad du hedder..?” jeg smilede undskyldende til hende. ”Åh undskyld, det tænkte jeg slet ikke over! Mit navn er Simone, jeg er Bill og Toms mor.” hun smilede venligt, jeg nikkede som tak, og gik ud på toilettet. Da jeg stod foran spejlet der hang over vasken, fik jeg et chok. Mit ansigt var helt beskidt, min underlæbe var hævet voldsomt i den ene side, og der var et sår. Jeg havde fået et blåt øje, og min ene kind var også underlig stor, mens der var en skramme på den anden. Jeg åbnede for vandhanen, og vaskede mit ansigt med koldt vand. Det gjorde godt nok ondt når jeg kom til at røre de steder hvor mit ansigt var hævet, men jeg var ligeglad. Det vigtigste var at jeg fik det værste skidt, og den udtværede make-up væk. Efter jeg havde fået det værste væk, og jeg så nogenlunde ud igen, stod jeg og kiggede på mit spejlbillede, mit ansigt så helt grotesk ud. På samme tid var jeg fascineret og frastødt. Jeg stod der længe og kiggede på mig selv i spejlet, indtil jeg hørte nogen banke på døren. ”Er du faldet i kummen, eller hvad?” stemmen talte tysk, og jeg var i tvivl om hvem det var, men jeg var sikker på at det ikke var Simone. ”Nej, jeg er bare betaget af mit vidunderlig smukke ansigt!” min stemme var fuld af sarkasme, jeg kunne høre flere grine, jeg rakte bare tunge af døren, og studerede videre på mit ansigt.

Sort, og mere sorthed, det blev bare ved. Jeg kunne høre nogen kalde på mig langt væk, jeg ville sige til dem at de skulle lade mig blive i dette mørke fuldt af sorthed, men kunne ikke få en lyd ud af mine læber. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og så lige ind i et par brune øjne. ”Nat?... Natasja!” jeg blinkede en enkelt gang, og så ind i de brune øjne, jeg mente tilhørte Natasja. Jeg sprang op, og gav Natasja et kæmpe kram, troede jeg, jeg lagde slet ikke mærke til at hun havde en stor sort løvemanke, var højere og havde noget tøj på, hun aldrig ville gå med. ”Natasja, jeg har sådan savnet dig! Er du klar over hvilket mareridt jeg har haft?” jeg plaprede bare løs om turen til Hamburg, og mente at det bare var en ond drøm, og tænkte slet ikke over at det ikke var Natasja jeg snakkede til, og som jeg bare stod og krammede. Det var først da jeg hørte nogen fnise jeg kom lidt mere til mig selv. ”Dea? Hvad snakker du om? Og hvem er Natasja?” det var en der talte tysk, lige ved mit øre! Jeg slap forfærdet personen, og så det var Bill fra Tokio Hotel. Det gik endelig op for mig at det ikke var en ondt drøm, jeg rødmede kraftigt, og så det var Bill jeg havde krammet. Jeg dækkede mit ansigt med hænderne, og drejede rundt. Dette måtte bare være et mareridt!
Måffe stod og tog sig sammen for ikke at grine, og det samme gjorde de andre, undtagen Bill, og før jeg vidste af det, stod jeg og stortudede.
Jeg reagerede uden at tænke, jeg kunne ikke mærke hvordan min krop gjorde ondt, jeg løb væk fra de andre, ud af rummet, og ud på den store gang, med alle de andre gange. Jeg løb, væk fra de andre så de ikke kunne se mit svage jeg. Så de ikke kunne se hvordan mit grædende ansigt var. Jeg løb indtil jeg var langt nok væk, og fandt mig et hjørne afskåret fra alt andet. Jeg satte mig med ryggen op af væggen, med knæene trukket ind til mig, og lagde mit hoved mod dem.
Jeg havde haft for travlt med at løbe, og græde på samme tid, at jeg ikke havde hørt at der var nogen som var løbet efter mig.