Mens jeg sad der med armene om mine knæ, og med ansigtet begravet i dem. Mærkede jeg pludselig en varm beroligende hånd på min skulder. Jeg fik en kuldegysning, jeg havde jo ikke min jakke på, og det eneste jeg havde indenunder var en grå tanktop. Jeg kiggede ikke op, jeg ville ikke vise nogen mit grædende hærgede ansigt. ”Er du okay?” en bekendt stemme, den talte tysk til mig. Jeg genkendte den som Bills. ”Lad mig være...” jeg sagde det på gebrokkent tysk, og min stemme lød trist. ”Aaarj! Jeg kan jo ikke bare efterlade dig her! Du vil aldrig kunne finde tilbage til os andre igen!” han lød trist, og lidt anklagende. Jeg løftede mit hoved og kiggede på ham, der hang stadig en tåre på min hage. ”Jeg er ligeglad om jeg så dør herinde! Pointen er at jeg ikke burde være her! At jeg skulle sidde og tænke over nye designs, være sammen med Natasja, og arbejde! Jeg har intet at gør her!” jeg råbte ham direkte op i ansigtet, rejste mig, og gik. Denne gang hørte jeg at han løb efter mig. Jeg drejede rundt, og kiggede ophidset på ham. ”Lad mig være! Sig til Måffe at jeg tager hjem i aften, og hun ikke behøver at tænke på billetten!” derefter vendte jeg mig igen og gik. Jeg nåede lige at se Bills ansigtsudtryk, han så såret ud.
Jeg havde fundet udgangen, og var begyndt at gå mod togstationen. Efter at havde gået i en halvtime, kun iført en tanktop, et par slidte jeans, og nogle all stars, nåede jeg togstationen. Jeg skulle til at købe mig en billet da det gik op for mig, at min jakke og pung lå inde i backstage lokalet sammen med Måffe, Simone og drengene. Situationen blev ikke bedre af at folk kiggede mærkeligt på mig, fordi mit ansigt var forslået.
”Er det den her du mangler?” nogen holdte min pung lige for næsen af mig. En der talte tysk. Jeg vendte mig om, og så Tom, iført en hættetrøje, så man ikke kunne genkende ham så let. ”Ja, må jeg få den?” jeg rakte ud efter den, men Tom, gjorde bare så jeg ikke kunne nå den. Tom smilede. ”Du skal få din pung hvis du forklarer hvad du tuder sådan for.” tonen i hans stemme var forretningsagtig, og jeg sukkede dybt og gav op. Tom smilede endnu mere, og lagde armen om mine skuldre. ”Kom vi går hen og sætter os på den her bænk og så forklarer du det hele...” han førte os hen til en bænk, og skubbede mig ned på den hvorefter han selv satte sig. Jeg sukkede, skulle jeg virkelig fortælle ham at jeg hadede at græde foran andre? Og da jeg opdagede at Bill ikke var Natasja, blev jeg så knust af savn? Jeg besluttede emneskift var det bedste. ”Hvad skete der ude på toilettet?” Tom havde opfattet at jeg prøvede at snakke udenom, jeg kunne se det på han ansigtstræk da jeg spurgte. ”Jeg tror det var et blackout, jeg hørte pludselig et bump, og spurgte hvad der var galt, men du svarede ikke, så jeg fik Georg til at sparke døren ind, og så lå du bevidstløs på gulvet...” Tom trak på skuldrene. ”Bill gik helt i panik, ret underholdende faktisk, nå men så skulle han til at give dig mund til mund, efter han havde ringet efter en ambulance, men så vågnede du, og begyndte at sige et eller andet på dansk, og lige pludselig græd du, og løb din vej.” Han holdte en kunstner pause. ”Bill fulgte efter dig, og så ved jeg ikke hvad der skete, og så kom han tilbage og sagde at han havde fundet dig, men at du var løbet videre.” han sukkede, jeg kunne faktisk ikke lade være med at smile. ”Så nu er det din tur til at svare, hvorfor løb du?” jeg bilder mig ind at Tom faktisk så lidt bekymret på mig. Jeg sukkede opgivende. ”Jeg troede Bill var en død veninde som hed Natasja, da jeg så han ikke var Natasja, fik jeg et chok, og blev utrolig ked af det, men også vred. Når jeg er ked af det vil jeg ikke have at nogen ser mig græde, og jeg vil egentlig bare være alene, og føle mig glemt...” jeg så ned på mine fødder, og kiggede så på Tom, og fik et chok. Han sad og sov! Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at grine, og han vågnede, da han så mit grin smilede han. Han lagde min pung i min hånd, og jeg åbnede den og tog et billede frem, og lagde det i hans hånd. Tom så spørgende på mig. ”Det er Natasja, er hun ikke smuk?” jeg smilede trist, og rørte blidt billedet i hans hånd. Den smilende pige på billedet som lignede Bill, med de livlige brune øjne. Tom nikkede svagt. ”Bill ville være bedre til det her!” så smilede han, og lagde forsigtigt billedet tilbage i min pung, så det ikke blev krøllet. Han rejste sig, og rakte en hjælpende hånd ned mod mig, jeg tog imod den, og blev trukket op fra bænken.
Før jeg vidste af det, sad jeg i en minibus og halvsov, sammen med Måffe, Tokio Hotel drengene, og deres mor. Jeg sad mellem Bill og Tom, og var sunket godt ned i sædet, de havde lagt deres jakker over mig, og snakkede lavt for ikke at forstyrre mig. De troede jeg sov, men jeg kunne stadig høre dem snakke lavt om lidt af hvert. Til sidst faldt jeg dog i søvn.
Minibussen stoppede, og der var et par arme der løftede mig op. Bar mig ind i et hus, og lagde mig ned på noget blødt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar