Da jeg vågnede den næste morgen stod Måffe allerede foran spejlet og var i gang med at sætte sit hår, jeg sukkede og rejste mig, gik hen til mit tøj, og skulle til at tage et par sorte bukser opaf min taske da Måffe kom farende hen til mig. ”Dem der skal du ikke have på,dem skal du have på, på onsdag!” det var om onsdagen vi skulle til koncerten,jeg sukkede, og lod hende sortere det tøj fra som jeg skulle have på om onsdagen. Da vi endelig var klar til at tage på opdagelse i Hamburg, vidste vi ikke hvad vi skulle, eller rettere sagt, det var Måffe der ikke vidste det, fordet var jo hende som skulle have planlagt det hele, så det endte med at vi bare gik rundt og kiggede butikker, og gik rundt i en enkelt park. Det var tydeligtat se på Måffe at hun mente at tiden sneglede sig afsted, for mig kunne den ikke gå langsomt nok. Men uheldigvis blev det onsdag, og Måffe insisterede påat vi stod tidligt op, så vi kunne komme ned og få en god plads i køen. Da viendelig stod dernede, var det pisse koldt, og det regnede. Det irriterede miglidt, at jeg ikke havde min lange gule regnjakke på, men den havde Måffe selvfølgelig ikke pakket til mig. Så der stod
jeg i min læderjakke, og lignedeen eller anden lille tyk pige. Det gode ved den jakke var dog at den altid er varm, så jeg stod og svedte, derfor åbnede jeg den. Der stod vi i regnen og ventede, der var mange piger der kiggede på mig, men det havde nok noget at gøre med, at jeg stod og kiggede drømmende op i regnskyerne så regnen ramte mitansigt, min jakke stod åben, og mit hår hvirvlede om mit hoved, som om der kun var vind rundt om mig, og jeg ikke frøs overhovedet. De fleste stod pakket indi jakker og den slags, men jeg stod bare der og stirrede drømmene op i himlen. Måffe trak mig i armen, og hviskede mig i øret. ”Vil du lige stoppe det der Det er enormt pinligt!” jeg blinkede et øjeblik, grinte så med et drenget smil,og kløede mig i håret. ”Selvfølgelig, min dejlige Måffe!” Måffe himlede
med øjnene af mig, og jeg smilede bare tilbage og gav hende et kram.
Da dørene blev åbnet, stormede alle bare ind, efter athavde fået tjekket billetter, jeg blev mast fremad af mængden, og Måffe holdte godt fast i min arm for at jeg ikke skulle blive væk fra hende. Måffe trak mig videre, men der blev bare ved med at komme mennesker, og jeg begyndte at få klaustrofobi, en pige skubbede til mig, og jeg faldt, Måffe slap grebet om minarm ved et uheld, og blev selv skubbet videre, jeg krøb sammen på gulvet, ogkunne mærke flere og flere komme, der var endda nogle der trådte på mig uden atopdage det. Jeg fik fat i min mobil, og skrev til Måffe at hun bare skulle gå ind og nyde koncerten uden mig, og jeg nok skulle finde hende. Jeg nåede lige at få sms'en sendt, før min mobil blev trådt ud af hånden på mig, og knust af et andet par fødder, jeg dækkede mit ansigt med armene, og ventede til der ikke kom flere. Jeg flyttede langsomt mine arme, for jeg var jo ikke sikker på at fansene var holdt op med at komme. Jeg kom op og sidde, men dog ikke uden smerte. Da jeg så ned af mig selv, var der skoaftryk over det hele på mine bukser og jakke, min næse og kind dunkede, jeg løftede en hånd for at mærke på mit ansigt, min underlæbe føltes hævet under mine fingre, min kind gjorde ondt da jeg rørte den, og da jeg kiggede på min hånd efter at have rørt ved min næse, var der blod på den. Jeg sukkede dybt og rejste mig for at gå ud på toilettet,men eftersom jeg ikke vidste hvor det var, ville jeg spørge nogen om vej.Problemet var bare at der ikke var nogen at spørge om vej. Med et virkede dethele meget større, og mere skræmmende, jeg drejede lidt rundt for at fåoverblik, men jeg havde ingen anelse om hvor jeg var, eller hvor toilettet var.Jeg gik i panik, selv om jeg vidste at det var det værste man kunne gøre, jeggik hen ad den gang der efter min mening, lignede en der godt kunne føre til et toilet. Men i stedet for at komme til et toilet kom jeg bare til endnu en storhal, bare lidt mindre end der første. Nu blev fortvivlet, min mobil var blevet smadret, af nogle af de der fucking Tokio Hotel fans, mine ben var smadrede, og jeg kunne mærke en underlig trykken ved mine ribben som gjorde at jeg havde svært ved at få vejret. Jeg faldt ned på gulvet, og tåre begyndte at danne sig i mine øjenkroge. Jeg var blevet væk fra Måffe, i en fremmed bygning, i en fremmed by, i et fremmed land, uden mobil, og nu uden mod. Min verden begyndteså småt at bryde sammen, hvad skulle jeg gøre når der var nogen der fandt mig? Skulle jeg forklare dem det hele? Men hvad nu hvis de ikke troede på mig? Eller endnu værre hvad nu hvis jeg aldrig blev fundet? Ville jeg så bare dø der, heltalene? Jeg begyndte og græde, og det gjorde ondt der i siden hver gang jeg trak vejret. Jeg lagde mig ned, og forberedte mig på at dø, jeg lukkede mine øjne og krøb sammen, selv om det gjorde ondt i siden. Jeg fandt den nøgle jeg havdefået af Isabella før hun tog livet af sig selv. Vi havde lovet hinanden at vi ville dø med den i hånden, hun havde opfyldt løftet, og det ville jeg også. Jeg knugede nøglen i min hånd, og ventede på at den skulle lede mig på vej, og låse alle døre op for mig. Jeg ved ikke i hvor lang tid jeg lå der, men pludselig kunne jeg høre fodtrin og stemmer, jeg overvejede om jeg var død. Men som fodtrinende kom nærmere, og ligeså stemmerne, kunne jeg hører at de talte tysk,og jeg åbnede mine øjne, jeg var ikke død. Jeg var stadig i den lille hal, jeg prøvede at rejse mig op, så jeg kunne nå at stikke af før vedkommende så mig. Men før jeg vidste af det, var det for sent og jeg var kun kommet op og sidde i en meget forkrøblet position, de talende personer havde set mig, og var løbet hen til mig, de havde omringet mig, som løver om deres bytte. Jeg pressede mine øjne
i, og ville ikke høre hvad de sagde, jeg så bare ned indtil jeg kunne mærke en varm blød hånd tage fat i min hage og løfte mit hoved op, jeg åbnedemine øjne og så direkte ind i et par brune øjne. Jeg blinkede lidt, og der blev talt til mig på tysk, jeg var for forvirret til at svare igen på samme sprog.
