Deas FanFic - Kapitel 6

Lidt efter kom kvinden ind igen, efter hende kom Måffe, jeg sprang op selv om det gjorde ondt i mine ribben, og løb over og gav hende et kæmpe kram. ”Dea, hvor har du været?” hun talte dansk så de andre ikke kunne forstå det. Så holdte hun mig ud fra sig, og kiggede på den hærgede mig. Jeg smilede skævt som svar, men knækkede så sammen lidt efter. Bill, Tom, Georg, Gustav og kvinden løb hen til mig, og fik mig over i sofaen igen. Jeg smilede undskyldende til dem, og rødmede let. Måffe gik over og satte sig ved siden af mig i sofaen. ”Hvad er der sket?” Måffes stemme lød bekymret, og jeg kiggede ned i gulvet, jeg havde stadig Isabellas nøgle i hånden. ”Senere, få nu spurgt dem om det du gerne ville, nu har du muligheden..” jeg smilede til hende, vi talte dansk sammen, og de andre sad bare og kiggede på os. Måffe nikkede, og begyndte at spørge. Jeg sad bare og betragtede hende, hun så virkelig ud til at hygge sig. Jeg blev helt varm indeni af at se hende sådan, jeg kiggede over på kvinden. ”Vil du være venlig og vise mig vejen til toilettet?” min stemme var lav, jeg ville ikke forstyrre Måffe, kvinden nikkede og rejste sig. Hun rakte en hånd ud, for at støtte mig, og jeg tog imod den. Da vi stod foran toilettet gik det op for mig at jeg ikke vidste hvad hun hed. ”Undskyld, men jeg ved stadig ikke hvad du hedder..?” jeg smilede undskyldende til hende. ”Åh undskyld, det tænkte jeg slet ikke over! Mit navn er Simone, jeg er Bill og Toms mor.” hun smilede venligt, jeg nikkede som tak, og gik ud på toilettet. Da jeg stod foran spejlet der hang over vasken, fik jeg et chok. Mit ansigt var helt beskidt, min underlæbe var hævet voldsomt i den ene side, og der var et sår. Jeg havde fået et blåt øje, og min ene kind var også underlig stor, mens der var en skramme på den anden. Jeg åbnede for vandhanen, og vaskede mit ansigt med koldt vand. Det gjorde godt nok ondt når jeg kom til at røre de steder hvor mit ansigt var hævet, men jeg var ligeglad. Det vigtigste var at jeg fik det værste skidt, og den udtværede make-up væk. Efter jeg havde fået det værste væk, og jeg så nogenlunde ud igen, stod jeg og kiggede på mit spejlbillede, mit ansigt så helt grotesk ud. På samme tid var jeg fascineret og frastødt. Jeg stod der længe og kiggede på mig selv i spejlet, indtil jeg hørte nogen banke på døren. ”Er du faldet i kummen, eller hvad?” stemmen talte tysk, og jeg var i tvivl om hvem det var, men jeg var sikker på at det ikke var Simone. ”Nej, jeg er bare betaget af mit vidunderlig smukke ansigt!” min stemme var fuld af sarkasme, jeg kunne høre flere grine, jeg rakte bare tunge af døren, og studerede videre på mit ansigt.

Sort, og mere sorthed, det blev bare ved. Jeg kunne høre nogen kalde på mig langt væk, jeg ville sige til dem at de skulle lade mig blive i dette mørke fuldt af sorthed, men kunne ikke få en lyd ud af mine læber. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og så lige ind i et par brune øjne. ”Nat?... Natasja!” jeg blinkede en enkelt gang, og så ind i de brune øjne, jeg mente tilhørte Natasja. Jeg sprang op, og gav Natasja et kæmpe kram, troede jeg, jeg lagde slet ikke mærke til at hun havde en stor sort løvemanke, var højere og havde noget tøj på, hun aldrig ville gå med. ”Natasja, jeg har sådan savnet dig! Er du klar over hvilket mareridt jeg har haft?” jeg plaprede bare løs om turen til Hamburg, og mente at det bare var en ond drøm, og tænkte slet ikke over at det ikke var Natasja jeg snakkede til, og som jeg bare stod og krammede. Det var først da jeg hørte nogen fnise jeg kom lidt mere til mig selv. ”Dea? Hvad snakker du om? Og hvem er Natasja?” det var en der talte tysk, lige ved mit øre! Jeg slap forfærdet personen, og så det var Bill fra Tokio Hotel. Det gik endelig op for mig at det ikke var en ondt drøm, jeg rødmede kraftigt, og så det var Bill jeg havde krammet. Jeg dækkede mit ansigt med hænderne, og drejede rundt. Dette måtte bare være et mareridt!
Måffe stod og tog sig sammen for ikke at grine, og det samme gjorde de andre, undtagen Bill, og før jeg vidste af det, stod jeg og stortudede.
Jeg reagerede uden at tænke, jeg kunne ikke mærke hvordan min krop gjorde ondt, jeg løb væk fra de andre, ud af rummet, og ud på den store gang, med alle de andre gange. Jeg løb, væk fra de andre så de ikke kunne se mit svage jeg. Så de ikke kunne se hvordan mit grædende ansigt var. Jeg løb indtil jeg var langt nok væk, og fandt mig et hjørne afskåret fra alt andet. Jeg satte mig med ryggen op af væggen, med knæene trukket ind til mig, og lagde mit hoved mod dem.
Jeg havde haft for travlt med at løbe, og græde på samme tid, at jeg ikke havde hørt at der var nogen som var løbet efter mig.