Deas FanFic - Kapitel 8

Da jeg vågnede havde jeg ondt over det hele, og opdagede at jeg lå i en dobbelt seng, i et stort rum, med hvide vægge, og der var et stort vindue. Lidt efter lagde jeg mærke til at jeg kun havde mit undertøj og en kæmpe T-shirt på. Jeg satte prøvende den ene fod mod gulvet, og trak den omgående til mig igen. Gulvet var jo koldt! Jeg satte den ned på gulvet igen, og denne gang også min anden fod, denne gang var det ikke så koldt. Jeg rejste mig forsigtigt, og gik hen til vinduet og kiggede ud af det. Huset lå i et villa kvarter, og jeg var på 2. sal. Jeg stod lidt og kiggede da jeg hørte skridt udenfor rummet, og så døren blev åbnet. ”Hun er vågen!” jeg vendte mig, og så Simone stå i døråbningen, og kigge ud af værelset, hvorefter hun vendte sig mod mig. ”Der er morgenmad, og wow hvor har dine ben fået sig en omgang..” jeg fulgte hendes blik på mine ben og så at de var gule og blå. Det var næsten værre end mit ansigt. Jeg hørte flere skridt, og ind kom Bill, Tom og Måffe. Måffe så chokeret på mine ben, Bill stod fastfrosset, og var blevet helt rød i kinderne, det samme var Tom, bare ikke lige så rød, og heller ikke så fastfrosset. ”Øhm.. undskyld.” Bills stemme lød lidt flov, og han skyndte sig ud af rummet igen. Jeg kiggede ned af mig selv. ”Er der noget galt?” Tom fnisede af min bemærkning, og rystede på hovedet hvorefter han fulgte efter sin bror med samme flove udtryk. Jeg trak på skuldrene og gik hen til Simone og Måffe. ”Der var morgenmad?” jeg var sulten og jeg kunne godt mærke det, Simone smilede og nikkede.
Jeg fulgte efter Simone og Måffe nedenunder, og ind i et kæmpe køkken, hvor de fire drenge sad og spiste. Bill og Tom sad og diskuterede lavmælt, jeg lagde knapt nok mærke til det. Georg trak en stol frem til mig, jeg smilede som tak og satte mig. Det var det største morgenbord jeg nogensinde har set (bortset fra de gange jeg var med mine forældre til Panters, som er et motorcykel træf i Sønderjylland), der var alt hvad mit hjerte begærede, og jeg begyndte straks at læsse min tallerken, indtil jeg kom i tanke om hvad min manager havde sagt, jeg sukkede, og lod værre med at tage mere. ”Du sov godt nok fast i går, drømte du noget godt?” det var Gustav der spurgte og det var møntet på mig. Det var der jeg kom i tanke om at jeg ikke selv var gået op i sengen. Jeg nikkede hurtigt og så på dem alle sammen. ”Hvordan kom jeg i seng i går?” min stemme var undrende, de pegede på Tom. ”øøh?” jeg forstod dem ikke rigtig. ”Det var Tom der bar dig..” det var Georg, han sad og var i gang med at gøre kål på nogle pandekager. Jeg kunne mærke jeg rødmede, det var anden gang de havde båret mig. ”Undskyld, det var anden gang, jeg er ked af at jeg er sådan til besvær...” jeg så ned på min tallerken. ”Slet ikke, du vejer jo ingenting, desuden kunne vi jo ikke bare have efterladt dig i bilen vel?” Tom smilede, og jeg kunne mærke jeg rødmede endnu mere. Det var der jeg lagde mærke til at Bill sad og pillede ved noget på sin tallerken, imens han sad og kiggede på den, som om der var noget interessant, og jeg lagde mærke til at han stadig var rød i hovedet. Jeg kiggede på Simone. ”Hvad er der i vejen med Bill?” jeg lød som en lille pige der ikke vidste at hendes hund var død, Simone smilede. ”Han er bare flov over at du kun har den T-shirt på, og at han ikke kunne bære dig..” jeg så tilbage på Bill og lagde hovedet på skrå, for at kunne se ham i øjnene(han sad ved siden af mig). ”Bare rolig, jeg er faktisk ret tung, men det er en hemmelighed” jeg blinkede muntert til ham, og satte mig op igen. Jeg kiggede ned på min tallerken og opdagede at jeg stadig manglede en pandekage, jeg rullede den sammen efter jeg havde puttet syltetøj på, og begyndte at spise. Da jeg var ved midten opdagede jeg at hvis jeg ikke passede på, ville alt syltetøjet dryppe ned på mig fra den anden ende. For sent, der lå allerede tre store røde pletter på T-shirten. Jeg skyndte mig at blive færdig, og prøvede at tørre det ved med et stykke køkkenrulle med forgæves. ”Øhm... hvis T-shirt er det her?” min stemme var lille, jeg ville ikke være til mere besvær. ”Min..” Bill så for første gang op, han var stadig lidt rød på kinderne men ikke så meget som før. ”Tak fordi jeg måtte låne den... men undskyld fordi jeg har spildt syltetøj på den..” nu så jeg flov ud, han smilede og begyndte at grine. Nu blev jeg forvirret, hvorfor grinede han? ”Den kan vaskes.. bare rolig..” han smilede, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Men hvis det var hans T-shirt, hvem havde så givet mig den på? Jeg rødmede igen igen, og denne gang mere end før. ”Hvis det er din, hvem afklædte mig så, og gav mig den på?” jeg så rødmende på dem, og Måffe smilede, og klappede mig beroligende på skulderen. ”Bare rolig det gjorde jeg..” jeg kunne mærke lettelse skylle ind over mig, det ville have været pinligt hvis nogle af de andre havde gjort det. Også selv om det havde været Simone.
Jeg følte mig lidt tom indeni imens jeg sad der, og så hvordan de andre spiste. Tom og Bill spiste ikke så meget, men alligevel mere end mig. Jeg så længselsfuldt efter deres mad, og endte med at sukke dybt, og synke ned på mig stol. Georg så underligt på mig. ”Hvorfor spiser du ikke mere? Du ser ud til at længes efter maden?” han rakte mig tallerkenen med boller, men jeg rystede på hovedet med et trist smil som nej tak. Det var Måffe der svarede for mig. ”Hendes manager har sagt hun skal tabe sig, og i hvert fald ikke tage på...” Måffes stemme lød anklagende, hun mente at jeg skulle få mig en ny manager, og vi havde diskuteret det mange gange. Alle drengene så måbende på mig, og Simone så på mig med et bekymret blik. ”Men du er jo allerede så tynd...” det var Bill, og det lød som om der var noget misundelse i hans stemme. Jeg rejste mig med det samme, og trak T-shirten lige op over mine ribben. ”Kalder du det tynd? Jeg har fået en delle her!” jeg pegede på min mave, og de andre spærrede øjnene op, og Gustav fnisede lidt. ”Du har jo ingenting! Du er jo ligesom de der anoreksi modeller!” han så alvorligt på mig, og jeg så lige så alvorligt tilbage. Slap T-shirten og drejede om på hælen og gik tilbage til værelset jeg var vågnet op i.
Måffe sukkede, og smilede svagt til Gustav. ”Hun er faktisk en af de omtalte anoreksi modeller... og medierne slår ofte ned på hende fordi hun er for tynd...” hun sukkede svagt, og Gustav så lamslået på hende. ”Det... det vidste jeg ikke...” hans øjne var store, og man kunne se hvordan han fortrød hvad han havde sagt, Tom lagde en hånd på hans skulder. ”Det var der ingen af os der vidste.” han klappede Gustav et par gange på skulderen og rejste sig. ”Tak for et vidunderligt måltid mor” han tog sin tallerken og satte den i opvaskeren.